Nyheder16. november 2022

Tak Ungarn! Danmark er i semifinalen

Ungarn sejrede over Slovenien, og det er godt nyt for de danske håndboldkvinder, som dermed er i semifinalen ved EM
EM Håndbold
De danske håndboldkvinder kan roligt juble lidt endnu.
 Foto: Ritzau Scanpix

De danske håndboldkvinder har haft tre hviledage til at sætte sig op til onsdagens gruppefinale mod Norge ved EM, men allerede inden kampen er semifinalebilletten hjemme for danskerne.

Noget uventet kunne Slovenien ikke dukke Ungarn, der ellers intet havde at spille for. Ungarn løb med en sejr på 29-25 og sendte Danmark videre.

Mens Norge var sikret en semifinale med sine otte point, kan kun Sverige komme op på de seks point, som Danmark også har. Og da Danmark er bedre indbyrdes end Sverige, kan Danmark ikke blive dårligere end nummer to i gruppen.

Kampen mod Norge bliver en duel om førstepladsen. Vinderen får Montenegro i semifinalen, mens taberen møder Frankrig.

Ungarn lignede fra start ikke et hold, som havde tænkt sig at lade Slovenien komme let til den sejr, værtsnationen var pisket til at hente, hvis håbet om en semifinale skulle bestå.

De mere end 4000 slovenske fans i Arena Stožice gjorde ellers deres til at lægge pres på både ungarerne og dommerparret.

En af årsagerne til, at Ungarn fulgte så godt med, var, at man formåede at tæmme Sloveniens stjerne Ana Gros.

Ud over et par indspil til stregen fik Gros ikke plads til at folde sig ud, og da hun midtvejs i halvlegen fik en pause på bænken var det uden at have scoret et eneste mål. Et sjældent syn når Slovenien spiller.

Længe var Ungarn foran med et par mål, men i de sidste minutter frem mod pausen fik Slovenien udlignet.

Halvvejs hed stillingen 14-14, og dermed skulle slovenerne ud og vinde anden halvleg for ikke at måtte vinke farvel til muligheden for en semifinale.

Anden halvleg blev indledt som første. Begge hold scorede flittigt, og holdene fulgtes ad i de første små ti minutter.

Slovenien fik sågar gang i Ana Gros, men det var som om, nerverne begyndte at sætte sig i værterne.

Afslutningerne blev nervøse, og pludselig fik ungarerne slået hul på måltavlen.

Med et kvarter igen var Ungarn oppe med fire mål, og det slovenske forsvar havde store problemer med at lukke ned for de fintestærke ungarske bagspillere.

Godt ti minutter før tid var Ungarn foran med 26-21, og Slovenien havde et kæmpe bjerg at bestige.

Værterne gjorde et flot forsøg, men nåede ikke tættere på end minus to mål i forskel. Ungarn fik sin første sejr i mellemrunden, og det sikrede Danmark avancement.

Sponsoreret indhold