Nyheder11. august 2021

Tankstation efterlyser kunder: Diesel var blandet med vand

Dieselbeholderen blev fyldt med vand efter kraftige regnbyer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tankstation.jpg
 Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Hvis du tankede diesel på OK-tanken på Ny Kærvej i Aalborg i weekenden, er brændstoffet i din bil muligvis blandet med vand.

I forbindelse med de kraftige regnbyer i weekenden har tankstationen konstateret vand i en af dieselbeholderne.

Det skriver Nordjyske.

I alt har 19 bilister, der har tanket mellem lørdag 17.51 og søndag 9.33, fået diesel blandet med vand i bilen.

- Vi har siden søndag forsøgt at få fat på de i alt 19 kunder, der har tanket i tidsrummet. Vi mangler nu at få fat i ni bilister, som har benyttet andre betalingsmidler end et OK-kontokort, siger Rasmus Boserup, som er kommunikationschef i OK.

Hvis man har tanket i tidsrummet og oplever problemer med motoren, skal man kontakte OK's bilafdeling på telefon 70102033.

OK påtager sig hele ansvaret for udbedring af skaderne i forbindelse med tankning.

Tanken er åben igen og fri for vand.

Sponsoreret indhold