Tech27. februar 2025 (opd. 27. februar 2025)

11 milliarder stjålet: Nu har de fundet skurken

FBI mener, at Nordkorea står bag historiens største kryptotyveri på 11 milliarder kroner

Nordkorea står bag et tyveri af kryptovaluta til en værdi af 1,5 milliarder dollar svarende til knap 11 milliarder kroner.

Det mener USA's forbundspoliti, FBI.

Tyveriet, som fandt sted i sidste uge, er det største af slagsen nogensinde. Det gik ud over kryptobørsen Bybit, der har base i Dubai.

Ifølge selskabet udnyttede hackerne nogle sikkerhedsprotokoller under en transaktion, hvilket gjorde dem i stand til at overføre kryptovalutaen Ethereum.

Det er ikke beskrevet, om det er børsen eller ejerne af valutaen, der kommer til at stå tilbage med regningen.

Kryptovaluta kan beskrives som en form for digitale penge. Valutaerne kan bruges flere steder online og også i nogle fysiske butikker.

Transaktionerne med de digitale valutaer foregår uden om bankerne og kan opbevares i en virtuel pung på nettet.

De kan købes på forskellige børser på internettet, hvor prisen styres af udbud og efterspørgsel.

FBI mener at vide, at det er en gruppe ved navn TraderTraitor, der har udført angrebet. Gruppen er også kendt som Lazarus Group.

Lazarus Group blev blandt andet kendt for ti år siden, da den blev beskyldt for at stå bag et hackerangreb mod Sony Pictures.

Det skete som hævn for filmen "The Interview", der hånede den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Gruppen stod angiveligt også bag det kryptotyveri, der nu betegnes som det næststørste nogensinde. Her havde tyvekosterne en værdi af 620 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 4,4 milliarder kroner.

Så sent som i december blev gruppen desuden beskyldt af USA og Japan for at stjæle kryptovaluta for 300 millioner dollar fra en børs med japansk base.

Nordkoreas cyberkrigsførelse går tilbage til midten af 1990'erne, og cybersikkerhedsfirmaer har kaldt landet den mest effektive cybertyv.

De nordkoreanske cyberstyrker er vokset til 6000 mand, som ifølge en amerikansk rapport fra 2020 opererer fra flere lande.

De penge, der stjæles, hjælper med at finansiere landets atomprogram, lød det i rapporten.

Sponsoreret indhold