Tech11. juli 2024 (opd. 5. september 2024)

65.000 kaffekrus forsvundet: Hvem har nappet dem?

Fabriksleder understregede under stormøde, at han med efterlysning af kopper ikke anklager medarbejdere

På en Tesla-fabrik nær den tyske hovedstad, Berlin, kæmper ledelsen med et problem, som de ikke er den første virksomhed til at skulle håndtere.

65.000 Tesla-kaffekrus mangler fra fabrikken, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Fabriksleder André Thierig gjorde angiveligt medarbejderne opmærksomme på problematikken mandag.

- Statistisk set har I allesammen allerede fem Ikea-kopper derhjemme, skulle Thierig have sagt på mødet med et smil på læben ifølge mediet Handelsblatt, der bragte citatet onsdag.

Thierig understregede i den forbindelse, at hans kommentar ikke skulle opfattes som en beskyldning.

Også andre emner var på dagsordenen under mødet, blandt andet åbningen af et træningscenter på fabrikkens område, hvor cirka 12.000 personer arbejder.

Tesla har de seneste år løbende stillet nye kopper til rådighed for medarbejderne, men det er uklart, hvor kopperne er forsvundet hen gennem tiden.

Det er endnu ikke besluttet, hvorvidt de forsvundne kopper vil blive erstattet.

Også bestik er forsvundet fra fabrikken. Derfor er det ikke længere tilgængeligt.

Kaffekopper med Teslas logo er til salg på eBay, hvor de billigste kan købes for 50 dollar. Det svarer til små 350 kroner.

Handelsblatt skriver dog i artiklen om Tesla, at medarbejderne under stormødet var mere bekymrede for deres job, end de var for de manglende kopper.

I april gennemførte den amerikanske elbilproducent massefyringer. Her blev mere end ti procent af medarbejderne fyret.

Dengang lød det ifølge Teslas seneste regnskab, at selskabet i alt havde 140.473 ansatte.

Det svarede til, at mindst 14.000 personer blev afskediget.

Topdirektøren Elon Musk annoncerede afskedigelserne i en e-mail til medarbejderne.

Tesla har fabrikker i de amerikanske delstater Californien, Nevada, New York, Texas samt i Tyskland og Kina.

I Danmark er Tesla det bilmærke, der blev indregistreret flest af i første halvdel af 2024.

Sponsoreret indhold