Tech30. september 2024 (opd. 30. september 2024)

Apple i problemer i Danmark: Varmen "fiser ud"

Overskudsvarmen fra Apples nyt datacenter i Viborg må ikke bruges til at varme huse op med - i stedet bruges naturgas til at varme emd
Apples topchef Tim Cook
Apples topchef Tim Cook og techgigantens chef for bæredygtighed, Lisa Jackson, har været i Danmark for at gøre reklame for firmaets energiforbrug - eller mangel på samme. Men danske regler spænder nu ben for, at regnestykket går op, som det ellers var planen.
 Foto: Christoph Dernbach/AP/Ritzau Scanpix

Det er fire år siden, at Apples datacenter i Tjele ved Viborg blev taget i brug.

Planen var at udnytte overskudsvarmen fra serverne og sende den ud til fjernvarmebrugerne i Viborg.

Men det er endnu ikke sket.

Og det har nu fået varmeselskabet Viborg Varme til tasterne. Det er blevet til et åbent brev til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Han opfordres til at afskaffe et særligt prisloft, der er lagt på brug af overskudsvarme.

- Vi skriver til dig med henblik på at påpege vigtigheden af, at "prisloftet for overskudsvarme" bortfalder hurtigst muligt, da det koster fjernvarmeforbrugerne i Viborg mange penge hver dag, lyder det i brevet.

Apple har tilbudt Viborgs fjernvarmekunder at levere overskudsvarmen fra virksomhedens datacenter gratis.

Men Viborg Varme har hidtil måttet takke nej og i stedet købe og fyre med naturgas.

Det koster fjernvarmeselskabet tre millioner kroner om måneden, vurderer Viborg Varme.

Direktør Morten Abildgaard mener, at prisloftet blokerer for grøn og billigere varme til fjernvarmekunderne i Viborg.

- I Viborg tjener prisloftet ikke andet formål end at bremse den grønne omstilling og fordyre varmeregningen.

- Det er bureaukrati af værste skuffe, at vi skal takke nej til gratis grøn overskudsvarme og købe sort naturgas i stedet, siger Morten Abildgaard i en pressemeddelelse fra organisationen Synergi, som arbejder for at mindske energispild.

Også fjernvarmeselskabernes brancheorganisation, Dansk Fjernvarme, har talt for, at prisloftet fjernes.

Der er nemlig flere eksempler landet over, hvor overskudsvarmen kunne udnyttes, men ikke bliver det, lyder det fra organisationen.

- Prisloftet skal væk. Det er det, vi og hele den grønne sektor fortsat venter på, så vi kan komme videre med den grønne omstilling og i øvrigt indfri de politiske ambitioner om øget brug af overskudsvarme, siger direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen i pressemeddelelsen.

Sponsoreret indhold