Nyt i Danmark: Lån telefonen gratis før du køber den
Dyre foldbare
Lån en telefon i 14 dage - og hvis du ikke kan lide den, kan du gratis levere den tilbage.
Sådan lyder tilbuddet, som Samsung nu vil give udvalgte kunder i Danmark.
De nye modeller Galaxy Z Fold6 og Galaxy Z Flip6 kan fra om kort tid lånes hos YouSee og Elgiganten. Også smarturene Galaxy Watch Ultra og Galaxy Watch7 er med i den nye ordning.
Udstyret kan lånes fra i morgen 17. juli hos YouSee, og senest fra den 1. august hos Elgiganten - begge steder resten af året og altså uden, at man binder sig til noget som helst, lover Samsung.
- Det er første gang i Europa, vi har et program som dette, og vi har store forventninger, siger Samsungs landechef Claus Holm tirsdag i en pressemeddelelse om tiltaget.
Der gælder særlige betingelser hos YouSee og Elgiganten. Hos førstnævnte kan man for eksempel alene låne en af de fire modeller en enkelt gang i 14 dage.
Der følger heller ikke sim-kort med, ligesom man skal aflevere sine cpr-oplysninger for at få lov til at låne enten en telefon eller et smartur.
Og så er der kun et begrænset antal enheder til udlån.