Samsung lancerer nye telefoner: Smartere, tyndere og lettere
LÆS OGSÅ: Den mindste udgave er bedst for de fleste
Samsung afslørede for kort tid siden, hvordan den nye Galaxy S25-serie kommer til at se ud. Og ikke mindst hvordan indmaden er markant smartere og hurtigere end før.
Lad os begynde med det ydre. For da SE og HØR tidligere på ugen fik et smugkik på Galaxy S25 Ultra, Galaxy S25+ og Galaxy S25, var det nemt at se og mærke nyhederne. Selv med lukkede øjne.
For modellen er både lettere og tyndere end sidste års S24-serie.
Og uanset om du vælger den mindste og billigste Galaxy S25 (fra 6999 kroner, red.), mellemmodellen S25+ (8999 kroner) eller topmodellen S25 Ultra med indbygget pen (fra 11.499 kroner, red.), er designet det samme: en ganske tynd telefon med et rigtigt godt display, som går helt til kanten.
Størrelsen på displayet er henholdsvis 6,2 tommer, 6,7 tommer og 6,9 tommer.
Men alle modeller har 12 gigabyte RAM og den samme stærke processor indbygget. Det er rigtigt godt!
Der er fortsat mindre forskelle i kameraerne, som naturligvis kan mest i den største model. Derimod har alle de samme AI-kræfter uanset pris og størrelse.
Allerede i 2024 tog Samsung hul på en fremtid med netop AI-funktioner, der skulle gøre det nemmere at oversætte samtaler, mens de skete. Eller sjove gimmicks der kunne få ting til at forsvinde på billeder eller tilføje noget, som ikke var foran fotografen, da der blev trykket på udløseren.
Men der var bare et afgørende problem - og det er ikke forsvundet: Der mangler en dansk sprogpakke til Samsungs ambitioner om at gøre din telefon til den foretrukne måde at styre alt fra dit smarte fjernsyn til dit køleskab eller mikrovnen med.
I Galaxy S25-serien følger Googles Gemini-app, der kan dansk, som standard. Det gør bare ikke AI-funktionerne danske, når du pludselig er tilbage i Samsungs AI-univers. Og der er fortsat ingen dato på, hvornår alle AI-funktioner kan foregå på et sprog, som alle kunder forstår. Det er ærgerligt.
Techredaktør: Behold bare din gamle telefon
Ifølge John G. Pedersen, der er redaktør for tech-sitet Meremobil.dk, er Galaxy S25 en opgradering i forhold til de tidligere modeller. Han påpeger dog, at der ikke er væsentligt nyt i et omfang, så man ligefrem skal overveje at skifte, hvis man har en af forgængerne som for eksempel S23 eller S24.
- Det er nærmest det samme som forgængeren. Nok er chipsættet blevet hurtigere, men det er der ikke ret mange af slutbrugerne, som vil opdage, for det foregående chipsæt var jo ikke langsomt, siger John G. Pedersen.
Den store nyhed er ifølge techredaktøren først og fremmest den betydning, som Samsung selv lægger på AI i markedsføringen af telefonen.
- De startede med det sidste år, og nu skal den bare have fuld skrald på alle trompeter for at overbevise alle om, at Samsung er nummer et, når det kommer til AI-telefoner, siger John G. Pedersen.
Spørger man Søren Rinnov Østergaard, der er landechef for Samsung Danmark, vil de nye telefoner alligevel gøre AI endnu mere relevant for flere - også selvom dansk altså mangler nogle steder..
- Jeg ser faktisk det her som et vendepunkt. For vi har talt om AI i flere år, hvor der har været overskrifter om alt det, man kan med AI, siger han til SE og HØR.
- Men det har primært været en fremtidsvision. Heldigvis har vi det seneste år set en væsentlig vækst i de kunder, som bruger AI. Og 2025 bliver året, hvor det kommer ud til den almindelige dansker. Uanset om man er ganske ung, eller man er ældre, mener han.
Hvad vil du sige til min påstand om, at den største del af AI i telefonerne er noget, som folk ikke opdager? At AI gør noget muligt i telefonerne - men vi tænker ikke over det? Og vi gør ikke noget aktivt for at bruge det?
- Jeg er fuldstændig enig. Og vi har heller ikke en intention om, at folk skal se, at de bruger en masse AI. Vores mål er at gøre brugerne mere kreative og mere produktive og bedre til at kommunikere og til nemmere at få adgang til deres data.
- Om det så er AI eller noget andet, der gør det, er ikke vigtigt for os.
Søren Rinnov Østergaard forventer, at det nu bliver "mere alvor end sjov" med de nye AI-muligheder.
- Det har nok været en gimmick for nogen at sidde til en fest og vise, hvordan man har kunnet lave en sjov tegning og omdanne den til et billede på sin telefon.
- Men jeg tror, at nu bliver det en naturlig del af din hverdag, hvor du faktisk bruger AI i praksis, når man skal have nogle informationer, dele nogle informationer eller vil skabe et eller andet i et tekstdokument, i et billede eller søge på din telefon.
Galaxy S25-serien kan forudbestilles fra den 7. februar.