Nyheder27. december 2015

Tilbageblik: Terror i København, Soulshock mister kone – og kjole-postyr

År 2015 går på hæld, og SE og HØR genfortæller over fire dage nogle af de historier, vi husker bedst fra 2015. I dag kan du blandt andet læse om terrorangrebet i København, om det tragiske dødsfald der ramte musikproduceren Soulshock, og du kan se eller gense kjolen, der skabte vildt postyr i 2015.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/cover.jpg
 Fotos: All Over, Privat, Twitter

År 2015 går på hæld, og det er tid til at se tilbage på et år, der har været fyldt med både overraskende, chokerende, sørgelige og glædelige kendis-historier.

SE og HØR genfortæller nogle af de største historier fra året, der gik.

Over fire dage vil vi derfor hver dag bringe en artikel med de kendis-historier, som vi talte om i årets løb.

Dette er den første artikel i serien.

https://imgix.seoghoer.dk/bb-654816.jpg
 (Foto: All Over)

Soulshock med sin nu afdøde kone Maxee og parrets søn Nicolaj. Foto: All Over

Soulshock mister sin kone i voldsom ulykke

Den danske musikproducer Carsten ’Soulshock’ Schack gennemlevede i 2015 sit værste mareridt. Fredag den 27. februar om aftenen fandt han sin elskede kone Charmayne ’Maxee’ Maxwell død i parrets hjem i West Hollywood.

46-årige Maxee omkom i en voldsom ulykke tidligere på aftenen, efter at hun på tragisk vis var snublet og havde skåret sig på det vinglas, hun havde i hånden.

Soulshock ringede straks efter en ambulance, men selv om redningsfolkene var hurtigt fremme, havde Maxee mistet så meget blod, at hendes liv ikke stod til at redde.

I den første udtalelse fra Soulshock efter dødsfaldet udtalte han på vegne af sig selv og parrets søn Nicolaj, 10, at de var ”ødelagte”.

- Ord kan slet ikke udtrykke, hvor ødelagte vi er efter det tragiske tab af vores elskede Maxee. Som helhjertet mor og hustru dannede hun centrum i vores verden. Vi savner hende forfærdeligt. Og vi vil gerne sige tak til alle, der har udtrykt deres kondolencer. Alle disse hilsner har været en stor trøst i disse utroligt svære dage, skrev Soulshock i udtalelsen.

Soulshock og sønnen sagde sammen med venner og familie et sidste farvel til Maxee ved en privat ceremoni 21. marts.

I juni fik SE og HØR et stort interview med Soulshock, hvor han åbnede op om det tragiske dødsfald. Du kan læse interviewet med ham her.

https://imgix.seoghoer.dk/sh-33695.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Nicole Brøggler som vi kender hende! Foto: Thomas Laursen

Nicole Brøggler ankom NØGEN til Reality Awards

Reality-fænomenet Nicole Brøggler er kendt som én, der ikke går af vejen for at lave skandaler og gøre sig bemærket. Og år 2015 var bestemt ingen undtagelse. Til SE og HØRs Reality Awards ankom den unge reality-pige således i et outfit, der nok sent vil blive glemt.

Til festlighederne havde Nicole nemlig valgt et outfit, der ikke overlod meget til fantasien. Hun var således spraymalet og bar ikke en eneste trevl på sin krop. Samtidig havde hun udstyret sig med en hale, der var sat fast med en såkaldt buttplug.

Og naturligvis skabte Nicole Brøggler masser af opmærksomhed til festlighederne, der blev afholdt 13. januar i Cirkusbygningen i København.

Du kan se eller gense videoer med Nicole Brøggler i det vilde outfit lige her.

https://imgix.seoghoer.dk/kjolen.jpg
 (Foto: Twitter)

Kjolen, der skabte så meget postyr. Foto: Twitter

Mysteriet om den blå kjole… eller var det en guldfarvet kjole?

Ja, man skulle ikke tro det, men 2015 blev også året, hvor en blå kjole stjal overskrifter over hele verden. Eller hov… vi mente en guldfarvet kjole.

Ja, det var netop spørgsmålet om kjolens farve, der i sandhed fik bølgerne til at gå højt i slutningen af februar.

Det hele begyndte, da en Twitter-bruger lagde billedet af sin nyindkøbte kjole på det sociale medie og spurgte sine mange følgere: Hvilken farve har den? Kjolen var i virkeligheden blå og sort, men nogle brugere var mere overbeviste om, at den var guldfarvet og hvid. Og så rasede debatten ellers.

Det hele endte med, at klinisk professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital, Toke Bek, måtte mane til ro og berolige de mange diskussionslyste kjole-beskuere med, at der skam var en videnskabelig forklaring på hele affæren:

- Øjets nethinde kan ikke se absolutte farver. Det, nethinden faktisk ser, er kontraster, dvs. overgange fra et objekt til et andet. Det betyder, at man hele tiden tolker det, man ser, i relation til omgivelserne, udtalte Toke Bek og kom med følgende eksempel:

En rød rose vil om morgenen se anderledes ud, end hvis du kigger på den midt på dagen. Det skyldes, at sollysets har fået en anden farvesammensætning, og fordi omgivelserne også har ændret sig. Og derfor så kjolen altså anderledes ud alt efter, hvem du spurgte.

Du kan se eller gense kjolen her.

https://imgix.seoghoer.dk/10.4346055av.jpg
 (Foto: All Over)

Prins Henrik og dronning Margrethe i 2015. Foto: All Over

Henrik for syg til Margrethes fødselsdag, men frisk nok til en Venedig-rejse

16. april var en stor dag for dronning Margrethe og resten af kongehuset. Her kunne dronningen nemlig fejre sin 75 års fødselsdag – med masser af mad og store fester. Dog måtte dronningen undvære sin prins Henrik under festlighederne. For blot to dage før Margrethes 75 års fødselsdag valgte prins Henrik at lægge sig syg med influenza.

Meldingen fra hoffet lød, at prinsgemalen var for syg til at deltage i diverse festligheder i dagene op til og på selve dronningens store dag.

Få dage efter blev han dog spottet på afslappet weekendtur i italienske Venedig - og mange medier var ikke sene til at konkludere, at det ikke var god stil af prins Henrik. Endnu flere begyndte også at stille spørgsmålstegn ved, om prinsgemalens influenza vitterligt havde været så slem, at han ikke kunne deltage i festen på Fredensborg Slot.

Få dage efter fortalte kongehusets kommunikationschef Lene Balleby, hvorfor prins Henrik følte trang til at rejse til Venedig på daseferie.

- Jeg kan bekræfte, at Prinsgemalen i weekend rejste til Sydeuropa for at komme sig helt efter at have været sengeliggende, udtalte Lene Balleby til BNB.

Du kan læse om Henriks influenza lige her.

https://imgix.seoghoer.dk/synagogen_koebenhavn-tsl-016_0.jpg
 (Foto: All Over)

Der bliver lagt blomster ved synagogen i København, hvor et af terrorangrebene fandt sted. Foto: All Over

Danmark blev ramt af terror

2015 blev desværre året, hvor terroren rykkede helt tæt på Danmark. To civile blev dræbt og seks betjente blev såret under to angreb, der fandt sted i København lørdag og søndag den 14. og 15. februar.

Lørdag klokken 15:33 angreb gerningsmanden – den 22-årige dansk-palæstinenser Omar Abdel Hamid el-Hussein – et møde om ytringsfrihed, som blev afholdt i kulturhuset Krudttønden på Østerbro. Skuddene dræbte den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard.

Natten til søndag – omkring klokken 00.45 – slår terroristen til igen; denne gang mod synagogen i Krystalgade. Her skyder og dræber han en frivillig vagt og sårer to politifolk. Nogle timer senere bliver han dræbt efter en skudveksling med politiet ved Nørreport Station. De tragiske begivenheder rørte mange – og efter angrebet udsendte Dronningen også sine kondolencer:

- Det er med sorg, jeg erfarer omfanget af det seneste døgns begivenheder. Mine tanker går til den dræbte filminstruktør og den unge vagtmand fra det jødiske samfund, som blev mål for gerningsmandens handlinger. Jeg sender min dybeste medfølelse til de pårørende og til de sårede politifolk. Jeg ønsker at rette en tak til politiet og myndighederne for deres hurtige og effektive indsats. Det er vigtigt, at vi i en så alvorlig situation står sammen og værner om de værdier som Danmark bygger på, udtalte dronning Margrethe i en pressemeddelelse.

Du kan læse endnu mere om terrorangrebet her.

https://imgix.seoghoer.dk/robert_hansen.jpg
 (Foto: Privat/Facebook)

Robert Hansen delte dette billede få dage efter sin omfattende hjerteoperation. Foto: Robert Hansen/Facebook

Robert Hansen var døden nær

Robert Hansen fik i midten af april et ildebefindende under opførelsen af 'Dirty Dancing'. Selv troede den 36-årige skuespiller, at det var en slem halsbetændelse, der havde sendt ham til tælling.

Men det stod langt værre til med ’Kærlighed ved første hik’-skuespilleren.

Blot et halvt døgn senere lå han i en hospitalsseng på Rigshospitalet efter at have gennemgået en otte timer lang operation i hjertet. Lægerne på Rigshospitalet havde nemlig konstateret en livsfarlig flænge på skuespillerens hovedpulsåre.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. 8 timers operation i hjertet, og jeg som gik og troede, jeg havde halsbetændelse. Hvis ikke jeg var kommet af sted til hospitalet den aften, havde jeg slet ikke været her mere, skrev Robert Hansen på sin Facebook-profil få dage senere.

Efter det alvorlige sygdomsforløb måtte Robert Hansen sygemelde sig i en længere periode, lige som der ventede ham et længere genoptræningsløb. I dag er den 36-årige skuespiller dog kommet sig.

Nogle måneder senere fortalte Robert Hansen til SE og HØR, at det faktisk var en medfødt lidelse, der var tæt på at slå ham ihjel. Læs interviewet med ham lige her.

De følgende tre dage kan du læse endnu flere historier fra året, der gik.

Sponsoreret indhold