Thomas Buttenschøn ny dommer i populært talentprogram
Musiker Thomas Buttenschøn, der for to måneder siden meldte ud, at han skan skilles fra sin hustru gennem syv år, skal i den kommende sæson af tv-programmet "Danmark har talent" være med til at vurdere, om håbefulde deltagere har nok talent til at gå videre i det populære tv-show.
Det afslører han på sin Instagram-profil.
- Nu må jeg endelig sige det højt! Jeg skal være dommer i "Danmark har talent". Jeg glæder mig helt sindssygt, skriver Thomas Buttenschøn til et billede af sig.
Thomas Buttenschøn: - Det holder jeg øje med
Over for tv2.dk afslører musikeren, hvad han kommer til at kigge efter:
- Jeg kommer til at kigge efter originalitet og noget, der overrasker og får mig til at tabe kæben. Det handler om at kunne bevise, at man er bedre end alle andre til lige netop den ting, der er ens talent, siger han til tv-stationen og fortsætter:
- For mig handler det om at tro på det, der bliver fortalt. Jeg skal føle deres passion og viden, og så er det lige meget, hvordan det bliver udtrykt, om det er i en sang eller en dans eller noget helt tredje, siger han til tv2.dk.
Thomas Buttenschøn erstatter sangerinden Nabiha som dommer, skriver TV2.
Sammen med tre gavede dommere
Peter Frödin, Cecilie Lassen og Jarl Friis-Mikkelsen vender alle tre tilbage i dommerstolene.
"Danmark har talent" vender tilbage i 2018, og det bliver den fjerde sæson af TV2-talentshowet.
Til sit Instagram-billede skriver Thomas Buttenschøn, der står bag numre som "Smukkere end smuk" og "Fantastiske mandag", at der netop nu er auditions til den næste sæson i rækken.
Se Thomas Buttenschøns opslag her:
Musikeren meddelte for nylig, at han og hustruen, bloggeren Cana Buttenschøn, skal skilles.
De mødte hinanden i 2009 og blev gift året efter.
De har sønnerne Jens og Peter sammen.
De skrev om bruddet på Instagram:
- "Mor og far er ikke længere kærester", det er uden sammenligning den sværeste snak, vi indtil videre har taget med vores to elskede drenge. Cana og jeg er i fællesskab blevet enige om, at vi flytter fra hinanden. Vores kærlighed har ændret sig fra at være altopslugende, til at blive venskabelig og til at vi bare vil det bedste for hinanden og for vores børn, skrev Thomas Buttenschøn og tilføjede at sønnerne Jens og Peter – er ”det vigtigste og det vil de altid være”. - Det er vores livs sværeste beslutning, da den jo ikke kun handler om os, men i virkeligheden i langt større grad handler om dem. Og for deres skyld vil vi gerne bede om så meget ro omkring situationen som muligt. Vi er ikke sure på hinanden, men vi må desværre nok konstatere, at vi er bedre mennesker og forældre, hver for sig, skrev Thomas Buttenschøn. Du kan se hele opslaget om beslutningen om at gå fra hinanden her: