Thomas Matthew Crooks var medlem af skytteklub
Den formodede gerningsmand bag attentatet på tidligere præsident Donald Trump var medlem af en skytteklub i Pittsburgh i Pennsylvania.
Det oplyser skytteklubben Clairton Sportsmen's Club i en udtalelse ifølge den amerikanske avis The New York Times og CBS News.
20-årige Thomas Matthew Crooks er blevet udpeget af de amerikanske myndigheder som manden bag attentatet.
- Jeg kan bekræfte, at hr. Crooks var medlem af Clairton Sportsmen's Club, siger klubbens advokat, Robert Bootay, i udtalelsen.
Skytteforeningen kan dog ikke give flere oplysninger om sagen på grund af politiets igangværende efterforskning, lyder det.
- Klubben tager åbenlyst fuldstændigt afstand fra den meningsløse vold, der fandt sted i går, siger Robert Bootay.
Mens Donald Trump blev strejfet af et skud på højre øre, blev en mand blandt publikum, Corey Comperatore, dræbt af skud.
To andre mænd blev alvorligt såret.
- Klubben sender også sine dybfølte kondolencer til Comperatore-familien og beder for alle, der blev såret, herunder den tidligere præsident, siger Robert Bootay fra skytteklubben i Pittsburgh.
Attentatet fandt sted under et udendørs republikansk vælgermøde i byen Butler i Pittsburgh lørdag aften lokal tid.
Den formodede gerningsmand blev dræbt på stedet af betjente fra sikkerhedstjenesten Secret Service.
Motivet for angrebet kendes mandag endnu ikke. Det er også uvist, om gerningsmanden handlede på egen hånd, eller om han fik hjælp fra andre til at udføre attentatet.
Dog oplyser forbundspolitiet FBI til The New York Times, at efterforskningen indtil videre peger på, at Thomas Matthew Crooks handlede alene.
FBI har ifølge avisen desuden bekræftet, at der er fundet en "mistænkelig genstand" i den formodede gerningsmands hjem. Derudover er der fundet en anden mistænkelig genstand i hans bil.
Unavngivne kilder fortalte søndag til Wall Street Journal, at der var fundet "eksplosive anordninger" i den formodede attentatmands bil. Det er dog ikke bekræftet af de amerikanske myndigheder.