Nyheder4. november 2017
Thomas Wivel melder sig ind i Anonyme Alkoholikere
Efter at have været ædru i fire år har komikeren Thomas Wivel valgt at melde sig ind i AA, Anonyme Alkoholikere
Af Emil Minana

Foto: Kaspar Wenstrup
Komikeren Thomas Wivel har været ædru i fire år, men først nu har han valgt at melde sig ind Anonyme Alkoholikere.
Det fortæller han i dagens BT.
Men hvorfor melde sig ind i AA, når man som Thomas Wivel allerede har været ædru i fire år?
- Det er gået op for mig, at det sværeste har været, at jeg ikke har kunnet tale rigtigt med nogen om mit eget misbrug og de psykiske problemer, jeg efterfølgende har hat, fordi det kan man ikke forlange at folk skal kunne forstå, hvis de ikke selv har været igennem det, fortæller Thomas Wivel til avisen. Faktisk var det i sidste uge præcis fire år siden, at Thomas Wivel indså, at han måtte lægge alkoholen på hylden. 27. oktober 2013 blev nemlig en skelsættende dag for komikeren. Hans andet ægteskab var netop gået i opløsning, da han tog sit liv op til revision. – Jeg var nødt til at erkende, at alkohol var en del af mit liv, som jeg måtte undvære, for ellers kunne jeg ikke fungere socialt. Det var en kvinde, jeg var meget glad for, som jeg blev skilt fra, og jeg kunne ikke udelukke, at alkoholen havde haft en vis indflydelse på det. Så jeg besluttede mig for at stoppe med at drikke, fortalte komikeren til SE og HØR for to år siden.