Nyheder16. april 2015

Tillykke, Margrethe: Her er 25 ting, du – måske – ikke vidste om dronningen

I dag fylder vores allesammens Daisy 75 år
Af af

Tillykke, Margrethe: Her er 25 ting, du – måske – ikke vidste om dronningen



I dag går Dannebrog til tops mange steder landet over, for ingen ringere end selveste dronning Margrethe fylder år. Og faktisk kan vores allesammens Daisy i dag fejre sin 75 års fødselsdag, så mon ikke prins Henrik og resten af familien forkæler hende med bunkevis af gaver og lækkerier til ganen?

Faktisk er dronningen allerede blevet fejret i godt og vel en uge. Festlighederne begyndte onsdag den 8. april i Musikhuset Aarhus, hvor Margrethe og resten af den kongelige familie blev underholdt af et kæmpe show, hvor Nikolaj Lie Kaas styrede løjerne.

Onsdag den 15. april var der så dømt gallataffel på Christiansborg Slot, hvor blandt andre regeringens medlemmer deltog. Desværre deltog prins Henrik ikke på grund af sygdom - og prinsgemalen deltager heller ikke i dag - på Daisys helt store dag.

LÆS OGSÅ: Den svenske dronning kvæstet på skitur

Klokken 12 vil dronningen, traditionen tro, vinke sammen med familien fra balkonen på Christian VII's Palæ på Amalienborg. En halv time senere kører Margrethe sammen med sine to sønner i karet fra Amalienborg til Københavns Rådhus, hvor der holdes reception.

Festlighederne slutter kl. 20.00 på Fredensborg Slot, hvor Daisy vil sætte tænderne i en overdådig middag omgivet af sin store royale familie.

LÆS OGSÅ: En hel by synger for Margrethe

SE og HØR ønsker tillykke med den store dag og har i dagens anledning samlet en række ting, som du - måske - ikke vidste om vores 75-årige dronning:

- Dronning Margrethe besidder en "modelhøjde" på 182 centimeter

- Margrethe brød en 523 år lang tradition, da hun 14. januar 1972 blev dronning. Siden 1448 har enten kun Christian'er eller Frederik'er siddet på kongetronen.

- Dronningens væsentligste opgaver er - ifølge kongehusets egen hjemmeside - "at repræsentere Danmark udadtil og være et samlingspunkt indadtil"

- I 18 års fødselsdagsgave fik Margrethe en bondegård med tilhørende dyr. Gården lå ved Ringsted og blev siden solgt

- Daisy er til stærk tobak. Hun har derfor kastet sin kærlighed på den stærke, græske smøg Karelia, Agrinou. Smøgen får selv Cecil og almindelig Prince til at fremstå som mentol-smøger

- Dronningen har shoppet briller i den samme butik i Aarhus i 40 år

- "Ud over forpligtelsen som dronning ligger mine forpligtelser - og dermed omdrejningspunkter - i kunsten og i familien, som selvfølgelig også spiller en stor rolle for mig, selvom jeg absolut ikke er verdens bedste bedstemor", udtalte vores dronning i det nyeste nummer af ALT for Damerne i forbindelse med sin store dag

- Dronningen blev i 1994 opereret for kræft på Århus Kommunehospital. Her fik hun fjernet livmoder, æggeleder og æggestokke

- "Mine børnebørn får nok ikke lige så meget tid, som mange andre børnebørn gør. Men jeg glæder mig enormt meget over dem, det er nogle herlige unger, synes jeg. Det er dejligt at se dem vokse op og se, hvor fint de udvikler sig alle sammen. Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg ikke rigtigt får lavet så mange kreative ting sammen med mine børnebørn. Vi har da tegnet somme tider, og det er også mægtigt sjovt, men jeg er ikke nogen særligt god pædagog. Nej, det er jeg altså ikke. Jeg er nemlig ikke i besiddelse af nogen form for engleagtig tålmodighed. Og det kræver det, hvis det virkelig skal blive til noget", tilføjede hun i sit interview med ALT for Damerne

- I 1989 udtalte dronningen til en britisk avis, at hun var 12 år gammel, før hun "så et sort menneske"

- Margrethe og Henrik fik ikke kun sølvtøj i bryllupsgave: De fik også Marselisborg Slot i bryllupsgave af Margrethes mor og far

- Hvem håber ikke hvert år, at dronningen sender en hilsen til "søens folk" i sin nytårstale? Men faktisk har Daisy aldrig brugt netop denne formulering, afslørede en odds-sætter i forbindelse med fødselsdagsshowet i Musikhuset i Aarhus. I stedet har dronningen brugt alverdens andre "søklaringer" om søfolket

- Daisy er ingen teknik-ørn, og hun bruger således hverken mobil eller mail

- Daisy og resten af den kongelige familie danser ikke rundt om træet juleaften. I stedet synger de salmer og altid en fransk salme, hvor prins Henrik giver den gas på klaveret. Selvom kongefamilien ikke danser rundt om træet, er det fint pyntet med pynt, som Margrethe primært selv har klippet

- Margrethe blev født den 16. april 1940 på Amalienborg som datter af Kong Frederik 9. (døde i 1972) og Dronning Ingrid, født prinsesse af Sverige (døde i 2000). Dronningens valgsprog er "Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke". Daisys fulde navn er Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid, Hendes Majestæt Dronningen.

- Margrethe elsker fugle - som 13-årig blev hun således medlem af Dansk Ornitologisk Forening. Som barn havde hun tilmed to kanariefugle, selvom favoritfuglen dengang og i dag er en ravn

- I forbindelse med Margrethes 70 års fødselsdag spurgte en royal læser BILLED-BLADETs royale ekspert om, hvor mange smøger Margrethe røg. Eksperten svarede, at ingen kender det præcise antal, men at hun ville have røget 189.800 smøger, hvis hun har røget cirka 10 cigaretter om dagen, siden hun blev 18 år. Hvis hun i stedet røg 20 cigaretter om dagen, ville hun i alt have suget nikotinen ud af cirka 379.600 smøger

- Margrethe blev i forbindelse med sin 70 års fødselsdag spurgt om sine rygevaner. Her afviste hun blankt at stoppe: "Jeg er altså ryger, det er ingen hemmelighed, og det gør jeg altså!" I 2006 meddelte hoffet, at dronningen ikke længere ville ryge offentligt, men det har hun vist ikke helt overholdt

- Margrethe elsker Peter-Plys, Ringenes Herre, Olsen-Banden og Klovn.

- I 1960 rejste Margrethe til USA, hvor hun mødte 'The King of Rock' - alias Elvis Presley. Hun var angiveligt ikke imponeret

- Det er ikke kun pressen, der ynder at kalde dronningen for 'Daisy'. Det gør hun også selv - og hun underskriver selv breve med kælenavnet. Også Henrik kalder sin hustru for Daisy, og kælenavnet har hun fra sin mor, kronprinsesse Margaretha af Sverige (som Margrethe i øvrigt er opkaldt efter). Daisy er det engelske ord for marguerit.

- Skal dronningen hygge sig med kortspil, er det speciel bridge hun finder frem. Det spil elsker hun nemlig at spille

- Margrethe har blandt andet lavet illustreringer til Ringenes Herre, lige som hun selv har forfattet bøger. Hun har i disse forbindelser brugt dæknavne som H. M. Vejerbjerg og Ingahild Grathmer

- "Jeg tror, at min mor ville have været meget glad for Mary. De mødtes aldrig. Frederik havde kun lige mødt Mary, da min mor døde. Men jeg tror, at han allerede på det tidspunkt var temmelig sikker på, at det var her, der skulle sættes ind. Jeg må sige, at den allerførste gang, han lod mig møde hende, håbede jeg, at det ville holde. Som man siger: makronbunden var i orden. Det udtryk brugte min mor, og det var tydeligt, at makronbunden i høj grad var i orden", udtalte dronningen i et interview med Berlingske i forbindelse med sin fødselsdag

- Margrethe var som barn ikke glad for gyserfilm. I dag er hun stadig noget utryg, hvis der ruller en uhyggelig film over skærmen

Se billeder af vores dronning i dette store galleri:

Sponsoreret indhold