Nyheder1. juni 2018

Tine Gøtzsche har sagt op efter 22 år i DR

TV-Avisen-værten Tine Gøtzsche ved ikke hvad fremtiden bringer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tine-goetzsche-dr-profil-010.jpg
 Foto: All Over Press
En af TV-avisens store profiler, Tine Gøtzsche, stopper i DR.
Det skriver hun på facebook fredag. - Jeg har truffet en svær beslutning. Efter næsten 22 år i DR har jeg sagt op, skriver Tine Gøtzsche. Hun har tilsyneladende ikke den samme gejst som tidligere. - Igennem tiden har jeg lavet alt det, man kan drømme om at få lov til i et fantastisk hus som DR, og i de seneste godt otte år har jeg været vært på langt over 1000 TV Aviser. Allerede da jeg begyndte at arbejde i DR i 1996, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville ende som en halvtvær kollega, der godt vidste, at engagementet ikke længere var i top. Det er TV Avisen for vigtig til. Den fortjener værter og medarbejdere, der vil give deres højre arm for at lave Danmarks bedste nyhedsudsendelse. Derfor er tiden kommet til at takke af. - Jeg skifter spor og sætter punktum for mit og 18.30’erens lange kærlighedsforhold. Måske skal jeg oven i købet prøve at holde juleferie med min søn, en luksus vi ikke har haft siden han begyndte i skolen. Nu skal han i 9. klasse.

Tine Gøtzsche: Ved ikke, hvad jeg skal lave nu

- Jeg ved ikke præcis, hvad fremtiden bringer, men jeg har nogle ideer, og mine snart tidligere chefer og jeg er enige om, at vi gerne vil fortsætte samarbejdet på nye vilkår, skriver Tine Gøtzsche, der stopper sidst på sommeren. - Jeg kommer helt sikkert til at savne mine fantastiske kolleger og det daglige arbejde i Newsroom, men jeg er også spændt på alt det nye, der skal ske, slutter hun opslaget.
Sidste år fejrede hun sin 50 års fødselsdag omgivet af de 90 'nærmeste' venner. Og ud over sønnen Jakob, er der også en anden mand i hendes liv. Det fortalte hun tidligere på året. Men Tine Gøtzsche vil ikke ud med, hvem hendes kæreste er. – Jeg besluttede for længe siden, at det med kærester er privat. Er jeg i et forhold, så er det mit eget og ikke noget, der for eksempel hører til i den kulørte presse, siger hun til ugebladet SØNDAG. Da Tine Gøtzsche var midt i 30’erne og ikke havde fundet manden i sit liv at få børn med, adopterede hun sønnen Jakob fra Etiopien. Han var et halvt år, da hun hentede ham på et børnehjem, og er i dag 14 år. – Det var et mirakel at få Jakob. Det er en anden måde at blive mor på, men et lige så stort mirakel, siger hun til SØNDAG og tilføjer, at han vil være det sidste, hun tænker på, før hun lukker sine øjne.

Sponsoreret indhold