Tivoli advarer: Falsk undersøgelse i omløb
En undersøgelse er lige nu i omløb i København, der til forveksling kan ligne, at Tivoli har lavet den.
På et stykke papir med Tivolis logo og et billede af Rasmus Klump er der en QR-kode, man kan scanne for at deltage i undersøgelsen.
Men på X skriver Tivoli nu, at det ikke er en undersøgelse, som forlystelsesparken har lavet.
– Man skal ikke gå ind på siden eller udfylde med personlige oplysninger, fortæller Tivolis pressechef, Torben Plank, til SE og HØR.
Følger man linket via QR-koden kommer man ind på et Google Docs, hvor der er fire spørgsmål man skal besvare – navn, køn, yndlingsforlystelse og om man har været i Tivoli.
Det er dog uvist, hvem der har lavet undersøgelsen.
– Vi er ved at undersøge det, og hvis der er noget bedrag bag, så vil vi anmelde det, siger Torben Plank.