Togkaos på Sjælland: Forårsager lang ventetid
Der kører mandag morgen ingen tog mellem Lejre og Tølløse på Sjælland. Desuden kører der færre tog mellem Holbæk og Tølløse samt mellem Roskilde og Lejre.
Det skriver DSB.
Det skyldes, at Banedanmarks håndværkere ikke er nået at blive færdige med et igangværende sporarbejde.
Der er i stedet indsat togbusser, som så småt er begyndt at køre i pendulfart mellem Lejre, Hvalsø og Tølløse, skriver DSB tidligt mandag morgen.
Når der er kommet flere busser i gang, så forventer DSB at køre to linjer. En direkte linje mellem Holbæk og Lejre samt en linje mellem Tølløse, Hvalsø og Lejre.
Dog forventes det ikke, at der er nok togbusser til at møde behovet, lyder det videre.
Problemerne på strækningen forventes at vare frem til mandag aften klokken 18.00.
Der er også togproblemer i Jylland.
På grund af et dæmningsskred ved Jelling kan DSB ikke køre tog mellem Vejle og Give. Det skriver DSB.
Hele mandag vil der derfor blive kørt med togbusser på den strækning.