Tornado og stormvejr koster mindst seks menneskeliv
Mindst seks mennesker er døde i de amerikanske delstater Arkansas, Indiana og Illinois, der fredag blev ramt af henholdsvis en tornado og kraftigt uvejr.
Det meddeler myndigheder i de tre delstater ifølge nyhedsbureauet AFP.
I Arkansas ramte en tornado delstaten og forårsagede "omfattende ødelæggelser", siger guvernør Sarah Huckabee Sanders. Her er tre mennesker fundet døde og omkring 30 er bragt på hospitalet.
I Indiana melder myndighederne om to omkomne som følge af en kraftig storm.
Billeder, som den regionale tv-station WTHI har lagt på Twitter, viser væltede telefonpæle, ødelagte hustage og murbrokker, der ligger strøet ud over gaderne.
I delstaten Illinois er én person død under en kraftig storm, der fik taget på et teater i byen Belvidere til at kollapse fredag aften lokal tid.
Ulykken skete på Apollo Theatre under en heavy metal-koncert med bandet Morbid Angel, rapporterer flere medier ifølge AP.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at chefen for brandvæsnet i Belvidere, Shawn Schadle, siger, at fem af de 28, der er kommet til skade, er kommet alvorligt til skade.
Shawn Schadle siger, at der var 260 personer til stede på spillestedet, da taget kollapsede.