Nyheder14. november 2022

Træner du i Fitness World? Nu bliver det dyrere

Fitness World hæver prisen på alle medlemskaber
Hvis du er en af de mange danskere, der løfter tunge ting og sætter dem ned igen i Fitness World, så kan du se frem til at betale mere for at komme op og svede.
Hvis du er en af de mange danskere, der løfter tunge ting og sætter dem ned igen i Fitness World, så kan du se frem til at betale mere for at komme op og svede.
 Foto: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix

Der sker ting og sager hos Danmarks største fitnesskæde, Fitness World.

For ikke nok med, at de til foråret skifter navn til PureGym, så hæver de nu prisen med 20 kroner om måneden på samtlige typer af medlemskaber.

Det fremgår af en mail, som fitnesskædens medlemmer har fået.

Prisstigningen kommer på trods af, at kæden tidligere i efteråret fik en stor kapitalindsprøjtning på et trecifret millionbeløb fra netop PureGym. Men prisstigningerne har ikke noget at gøre med, at Fitness World til foråret bliver til PureGym. Det fremgår af Fitness Worlds hjemmeside.

"De penge, vi får tilført i forbindelse med vores navneskift, skal bruges til at renovere og opgradere vores centre. De er ikke tiltænkt vores faste udgifter som husleje, udstyr, reservedele, el, vand og varme. Disse udgifter er steget markant på det sidste, og derfor bliver vi nødt til at lave en prisjustering på 20 kr.," skriver fitnesskæden, der altså bliver ramt af de stigende energipriser ligesom mange andre danskere lige nu.

Fitness World forsikrer dog om, at de stadig gør meget i et forsøg på at holde energipriserne nede.

Blandt andet ved at have skiftet alt lys til LED-lys, skrue ned for varmen i centrene og slukke for en del af kølemontrerne.

Der arbejdes også på, at lyset i alle centrene vil blive slukket om natten.

Prisstigningen vil træde i kraft fra årskiftet, 1 januar 2023, men allerede inden 30. november 2022, skal man enten ændre eller opsige sit abonnement, hvis man ikke vil fortsætte med sit nuværende medlemskab.

Sådan ser mailen fra Fitness World ud.
Sådan ser mailen fra Fitness World ud.

Sponsoreret indhold