Nyheder20. juni 2022

Træt af lunkne festivaløl? Sådan bliver de kolde på ingen tid

Selvom de fleste forbinder en god festival med en lunken øl i sommersolen, så er der jo ikke noget bedre end at nyde den kold. Her er fire måder, du lynhurtigt kan nedkøle dine drikkevarer
øldåser festival
Kolde øl er ikke langt væk på festivalen, hvis du kender de her fire tricks.
 Foto: Colourbox/Pedro Salaverria

Med simple tricks og få remedier er det faktisk muligt at få en kold bajer helt uden adgang til hverken køl eller frys på festivalen.

Her har vi samlet fire tricks fra medierne Epicurious og Samvirke, som potentielt kan redde din festival fra lunkne, sommervarme øl:

1. Is + vand + salt = kold øl på 15 minutter

Fyld en spand med isvand og salt, og læg de lunkne øl i spanden. Saltet vil gøre frysetemperaturen i vandet endnu lavere, mens isen vil smelte. På den måde vil vandets temperatur blive lavere, og øllene vil køle hurtigere.

2. Avis/et stykke tøj + vand = kold øl på 15 minutter

Når du har læst Roskilde Festivals egen avis, er der et meget gavnligt stop, inden den rammer affaldssækken. Den kan nemlig også bruges til at nedkøle de lunkne øl.

Avisen gøres våd, hvorefter den vikles om din dåsebajer. Stil den i solen. Mens vandet fra avisen eller t-shirten fordamper bliver øllen koldere og koldere. Når væsken fordamper, tager den varmen med inde fra øllen, og det gør den kold.

3. En våd sok + vind = kold øl på 30 minutter

Hvis blæsevejr allerede har sendt pavilloner og telte til højre og venstre, er der en tredje metode, der kan nedkøle din øl.

Hvis du gør en strømpe våd, lægger en dåseøl i sokken, hænger den midt i blæsevejret, vil øllen til sidst blive koldere. Jo stærkere vinden er, des hurtigere bliver øllen kold.

4. Et hul i jorden + en lunken øl = kold øl på to timer

Selvom temperaturen (forhåbentlig) lyder på 25 grader til årets festival, så er jorden en del koldere, og det kan vi udnytte til at få kolde øl.

Når du graver et hul i jorden, vil temperaturen i hullet være 10 til 12 grader, når du har gravet 60 centimeter ned. Så ned med øllene og dæk dem til med jord, så er de klar om et par timer.

I forhold til sidstnævnte trick er det nok en god idé at være opmærksom på, om man må grave et så dybt hul på festivalens campområde.

Med ovenstående tricks er der næsten garanti for en festival uden varme øl.

Sponsoreret indhold