Tusinder står i kø for at lugte til denne blomst - som lugter af lig
Tusindvis af mennesker stod fredag i kø for at komme ind i botanisk have i den australske storby Sydney, hvor en sjælden plante blomstrer for første gang i over 14 år.
Planten kaldes "ligblomst", fordi dens blomst angiveligt lugter som et dødt dyr i forrådnelse. Og så kendes den også som "penisblomst", for ja... den ligner lidt en penis.
Der går som regel flere år mellem, at den blomstrer. Og når den gør, varer det kun et døgns tid.
I Sydney har ligblomsten ikke blomstret siden 2010.
Torsdag måtte botanisk have holde åbent til midnat, så alle besøgende havde en chance for at komme ind og indsnuse ligblomstens særprægede lugt.
En af gæsterne, Rebecca McGee-Collett fra Sydney, fortæller, at hun stod i kø i halvanden time for at komme ind. Hun beskriver lugten som "varmt affald".
En forsker ved botanisk have sammenligner lugten med et dødt pungdyr.