TV 2 indgår i ny alliance med norsk og svensk tv
Et nyt skandinavisk samarbejde mellem TV 2 Danmark, svenske TV4 og TV 2 Norge vil skabe flere dramaserier til skandinaverne.
Målet er at skabe serier, "som taler til en bred målgruppe og har høj fællesskandinavisk samfundsrelevans".
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
- Når vi samler kræfterne, kan vi stå stærkere både kreativt og finansielt, siger Mette Nelund, TV 2's fiktionschef, i meddelelsen.
Samarbejdet mellem de tre kommercielle mediestationer i Danmark, Sverige og Norge er kommet på benene efter flere års ønske om tættere samarbejde.
- Vi deler kultur, historie og politiske brydninger, så der er i høj grad mulighed for at skabe nye interessante og relevante fortællinger, der taler ind i alt det, vi deler, siger Mette Nelund.
Historier og karakterer skal ifølge TV 2 have tilknytning til de tre lande og kan bygge på originale fortællinger, virkelige begivenheder eller være baseret på fiktive forlæg.
- Vores fælles ambition er at styrke skandinavisk fiktion og løfte historier med en stærk skandinavisk kernefortælling, som engagerer bredt og har en tydelig præmis, siger Mette Nelund.
- Nu starter arbejdet med at finde projekter, som har identifikation og fascination i både Danmark, Sverige og Norge.
På Seriedagene i Oslo, der løber frem til fredag, opfordrer fiktionscheferne til, at produktionsselskaber og serieskabere sender deres projekter ind.
Det skal ske senest 1. december i år.
Det er desuden et ønske, at produktionerne indgår "et organisk samarbejde" på tværs af Skandinavien.
Mediesamarbejdet skal gerne ende i seks til otte afsnit på cirka 44 minutter.
Det er forventningen ifølge TV 2, at den første co-producerede, skandinaviske fiktionsserie sendes i løbet af 2026.