Nyheder17. november 2021

Tyske julemarkeder i fare for coronanedlukning

De tyske julemarkeder, der før coronapandemien tiltrak op mod 160 millioner besøgende, er i fare i år
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/julemarked.jpg
 Foto: Jens Schlueter/AFP/Ritzau Scanpix

En dramatisk stigning i antallet af coronatilfælde i Tyskland har sået tvivl om, hvorvidt landets traditionelle julemarkeder kan åbne denne december.

Det skriver nyhedsbureauet AFP onsdag.

Julemarkederne er sædvanligvis et stort trækplaster i Tyskland. Før coronapandemien besøgte op mod 160 millioner personer markederne om året, og de mange boder omsatte for omkring fem milliarder euro.

Nogle byer har allerede aflyst deres julemarked i år på grund af en ny coronabølge. Andre afventer i spænding myndighedernes afgørelse.

- Jeg kan slet ikke beskrive, hvad vi går igennem lige for tiden, siger Karin Hantsche, der har solgt peberkager på et marked i Dresden de seneste 32 år.

- Vi kan ikke sove om natten, fordi vi er så nervøse, siger hun.

Tysklands regering og delstaternes 16 ministerpræsidenter skal efter planen mødes denne uge for at diskutere mulige restriktioner i Tyskland.

Det ventes blandt andet at inkludere et form for forsamlingsloft, der gælder folk, som ikke er vaccineret mod coronavirus eller er tidligere smittet.

Sidste år aflyste de fleste byer deres julemarked på grund af stigende smitte.

I år har storbyen München også valgt at aflyse sit marked.

Den officielle Oktoberfest, der normalt afholdes i München i oktober, blev i øvrigt også aflyst i år. Det gjorde den også sidste år.

Mens nogle allerede har aflyst, så planlægger andre fortsat at åbne.

I Leipzig bliver det dog uden juleøl og formentlig med en alternativ udgave af den varme, alkoholiske drik glühwein. Her er der nemlig ingen alkohol.

I Nürnberg bliver markedet delt i flere små afdelinger og spredt i byen.

- Vi står i en rigtig svær situation i øjeblikket. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske som det næste. Kan vi overhovedet åbne? Vil der ske ændringer i restriktionerne, spørger Markus Harich fra Dresden.

Tyskland har onsdag registreret 52.826 nye coronasmittede. Det svarer til godt 63 smittede per 100.000 indbyggere.

Det er nogenlunde samme niveau som den nuværende smittespredning i Danmark. Her blev 3899 personer tirsdag testet positive for coronavirus, hvilket svarer til knap 67 smittede per 100.000 indbyggere.

Sponsoreret indhold