Nyheder15. oktober 2024 (opd. 15. oktober 2024)

Udtrykker mistillid til egen borgmester: Mia Nyegaard fra Radikal i store problemer

Fire mennesker repræsenterer Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation. Samtlige dolker nu egen borgmester i ryggen
Mia Nyegaard (R) bliver dolket af egne partisoldater.
Mia Nyegaard (R) bliver dolket af egne partisoldater.
 Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den Radikale gruppe i Københavns Borgerrepræsentation er utilfredse med partiets kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard.

Modstanden mod hende er så markant, at de vil have hende vraget som spidskandidat til kommunalvalget i 2025.

Det oplyser Emil Moselund, som er politisk ordfører for De Radikale i Københavns Borgerrepræsentation, til B.T.

- Jeg kan bekræfte, hvad du ved; at vi, den radikale gruppe på rådhuset i København, har udtrykt mistillid til Mia Nyegaard som spidskandidat, skriver han til mediet.

Emil Moselund oplyser, at han også udtaler sig på vegne af de tre øvrige radikale politikere på rådhuset i København - Christopher Røhl, Kashif Ahmad og Katrine Klidgaard.

Mia Nyegaard er ikke vendt tilbage til B.T.'s henvendelser.

Ifølge mediet skyldes utilfredsheden omkring Mia Nyegaard hendes kontante ledelsesstil og manglende evner som leder af partiet i Københavns Borgerrepræsentation.

Det er ikke første gang, at Mia Nyegaard er havnet i modvind for sin ledelsesstil.

I januar 2023 skrev Frihedsbrevet, at borgmesteren ifølge mere end ti tidligere og nuværende medarbejdere havde skabt et brutalt arbejdsmiljø i Kultur- og Fritidsforvaltningen i København.

Mia Nyegaard blev blandt andet anklaget for at udskamme medarbejdere og tale nedværdigende til dem.

Kort tid efter de beskydninger kom frem i 2023 sagde hun følgende til TV 2 Kosmopol.

- Jeg undskylder og beklager alle de dårlige oplevelser, nogle medarbejdere har haft med mig. Det er jeg virkelig, virkelig ked af, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at de oplevelser, der er beskrevet, er der ingen, der skal opleve på deres arbejdsplads.

Sponsoreret indhold