Uffe Savery: Mere end 11 mio. kr. for huset
Det er ikke alle, der mærker den krise på boligmarkedet, der tales meget om for tiden.
Uffe Savery, der er den ene halvdel af den succesfulde Safri Duo, skulle kun have sit hus til salg i fjorten dage, så var det solgt. Og det er ikke hvilket som helst hus. Bare prisen på 11.995.000 kroner ville kunne få de fleste til at løbe skrigende bort.
Huset, der ligger i det eftertragtede Fuglebakke-kvarter på Frederiksberg, er på 288 kvm og har ud over ni værelser også et fuldt udstyret studie, hvor duoen har øvet og indspillet deres musik.
- Vi fik ikke helt prisen, men vi fik så godt et bud, at vi valgte at sælge. Så vi er meget glade, siger Uffe Savery til Ekstra Bladet.
Når Uffe siger "vi", taler han om sig selv og fruen Tanja. De to har nu tænkt sig at flytte i lejlighed i stedet for. Og der skulle nok blive råd til en større af slagsen.