Ruslands præsident, Vladimir Putin, fastholder, at Vesten tager fejl, hvis den går ud fra, at Rusland aldrig kunne finde på at gøre alvor af truslen om at bruge atomvåben.
Det siger præsidenten onsdag aften under det første interview, han har givet til chefredaktører for en række internationale nyhedsbureauer, siden Rusland invaderede Ukraine i 2022.
- Af en eller anden årsag tror Vesten ikke, at Rusland nogensinde vil gøre brug dem, siger Putin.
- Vi har en doktrin for brug af atomvåben, og man kan jo bare læse den. Hvis nogen truer vores suverænitet og vores territoriale integritet, gør vi brug af de midler, der står til rådighed for os.
- Det skal man ikke tage for let på - og slet ikke tage for tomme ord.
I Ruslands doktrin for atomvåben, som blev offentliggjort i 2020, står der, at Rusland må bruge atomvåben i to situationer.
Det er, hvis landet selv bliver angrebet med atomvåben eller andre masseødelæggelsesvåben, og hvis landet er truet på dets eksistens.
Under interviewet afviser Putin desuden, at Rusland kunne finde på at angribe et Nato-land. Det ville være "dumt," siger han med henvisning til den vestlige alliances militærmagt.
- Man bør holde sig fra at fremstille Rusland som fjenden. Man skader kun sig selv på den måde, siger præsidenten.
- De troede, at Rusland ville angribe Nato. Har i fuldstændigt tabt sutten? Det er cirka lige så dumt, som det her bord. Hvem har fundet på det? Det er komplet vrøvl, du ved? Helt ubrugeligt.
Storbritannien og USA har på det seneste overvejet, om man skulle give Ukraine lov til at bruge amerikansk og britisk producerede missiler til at angribe mål på russisk territorium.
Det sker, efter at Ukraine har haft svært ved at forsvare byer som Kharkiv, der ligger tæt ved den russiske grænse, fordi angrebene ofte kommer fra militærfaciliteter inde i Rusland.
Hvis Vesten giver Ukraine lov til at gøre det, kan Ruslands svare igen ved at stille missilsystemer op, som kan ramme USA og dets allierede, siger Putin.
- Hvis nogen mener, de kan sende våben til en krigszone, som kan ramme vores territorium og give os problemer, hvorfor har vi så ikke ret til at sende samme type våben til de regioner, hvor man kan angribe følsomme faciliteter for de lande, som gør det mod Rusland, spørger den russiske præsident.
Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.