Nyheder6. oktober 2023

Væggelus hærger Paris: Danske hoteller kæmper med samme problem

De små blodsugende kryb er ikke kun parisernes problem. En skadedyrsbekæmper fortæller, at mange hoteller i den danske hovedstad også kæmper mod de små væggelus
Væggelus
Lige nu er Paris fyldt med væggelus, men København kan bestemt heller ikke se sig fri fra problemet.
 Foto: Jewel Samad/AFP/Ritzau Scanpix

I de sidste mange dage har flere måske oplevet en akut kløen, så snart snakken faldt på Paris, der lige nu er inficeret med de små klamme kryb, vi i Danmark kender som væggelus.

På de sociale medier går videoer viralt, hvor du kan se de blodsugende sataner kravle rundt på de polstrede metrosæder eller gemme sig i syningerne i hotelsenge.

Men en artikel fra TV2.dk afslører nu, at de danske hoteller også kæmper en brav kamp mod skadedyrene. Og flere og flere overnatningssteder København har tilkaldt hjælp for at komme af med problemet.

Tommy Briting, der er salgschef i Elis Pest Control i København fortæller til TV2, at de lige nu arbejder på mellem 15 og 20 hoteller i byen, mens de i oktober 2022 kun havde fire hoteller i storbyen.

AJ Skadedyrskontrol fortæller også til mediet, at de normalt har omkring 300 sager med væggelus om året, men at i 2023 har der allerede været 450 sager.

Koster millioner

John Mogensen, der er skadedyrsspecialist og indehaver af firmaet, peger på en helt bestemt grund til, at det især er hovedstæder, der bliver ramt af det kriblende problem.

– Det er primært i de store byer, hvor der er heftig rejseaktivitet, og hvor folk i højere grad kortidsudlejer deres boliger.

I artiklen fremgår det, at det ikke kun er de billige hoteller, der bliver ramt af væggelusangreb, og Arp Hansen Hotel Group, der blandt andet ejer Tivoli Hotel, fortæller, at de tidligere har brugt ”brugt millioner på at få problemet til livs”.

De små blodsugere har dog ikke altid været et problem for os mennesker. I midten af 1900-tallet blev de stort set udryddet, men fordi vi som mennesker nu bor tættere sammen og benytter blandt andet offentlig transport, har de igen fået en nem måde at holde sig i live på.

Sponsoreret indhold