Vandværk mærker tørken: Nu indfører de vandingsforbud

Det kan ikke være gået nogens næse forbi, at den danske natur i øjeblikket er knashamrende tør.
Flere har derfor tændt for havesprinkleren, og det kan mærkes hos Svejbæk Vandværk, der nu har valgt at indføre et delvist vandingsforbud for 300 husstande.
Det skriver TV 2 Østjylland. (link fjernet)
Nærmere bestemt har de mange husstande i byen modtaget et brev, hvori der står, at der er blevet indført et forbud mod at vande haverne i tidsrummet 15.00-00.00 fra den 1. juni til den 31. august.
LÆS OGSÅ: Tørken varer ved: Er sankthansbålet i fare?
Forklaringen skal findes i, at vandværket, der er placeret ved Silkeborg, har kunnet registrere, at borgernes vandforbrug har taget et stort nøk opad de seneste uger.
– På de varme dage er forbruget næsten 2-3-dobbelt. Så en lille vandforsyning som os skal virkelig gøre noget for at følge med, så vi ikke bliver belastet for hårdt, siger Torben Nielsen, formand for Svejbæk Vandværk, til mediet.
Selv om vandingsforbuddet er trådt i kraft, er det dog ikke helt slut med at slukke blomsternes tørst. Forbuddet gælder nemlig kun haveslanger, der er tilkoblet en spreder, vippevander eller siveslanger.
Med andre ord kan man altså fortsat vande sine bede med en vandkande eller en håndholdt haveslange.