Vatikanet: Paven er fortsat i kritisk tilstand

Pave Frans er fortsat i kritisk tilstand, lyder en opdateret melding fra Vatikanet søndag aften.
Lægerne på det hospital i Rom, hvor den 88-årige pave er indlagt på tiende dag, har taget blodprøver og konstateret en "indledende, mild nyresvigt", oplyser Vatikanet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det er på nuværende tidspunkt under kontrol, lyder det videre.
I modsætning til lørdag har paven dog ikke haft nye astmalignende anfald, meddeler Vatikanet.
- Den Hellige Faders tilstand forbliver kritisk, dog har han siden i går aftes ikke haft yderligere respiratoriske kriser, lyder det.
Den argentinske pave er ved bevidsthed og modtager fortsat "højdosis ilt" via en næsesonde, meddeler Vatikanet ifølge nyhedsbureauet AFP i en opdatering tidligt søndag aften.
Vatikanet undlader at give en prognose for den aldrende pave.
- Kombinationen af det komplekse sygdomsbillede og behovet for at afvente effekten af de medicinske behandlinger betyder, at prognosen forbliver usikker, hedder det.
Paven blev indlagt 14. februar, efter at han i flere dage havde haft besvær med at trække vejret.
Han blev oprindeligt diagnosticeret med bronkitis. Siden udviklede sygdommen sig til dobbeltsidet lungebetændelse.
Pave Frans har været leder af den katolske kirke siden 2013.
Med sine 88 år er han nu den næstældste pave nogensinde, skriver nyhedsbureauet dpa.
I en besked, som paven har skrevet i løbet af sin indlæggelse, takker han hospitalspersonalet og skriver, at han har tiltro til behandlingen.
- Jeg fortsætter trygt min indlæggelse på Gemelli-hospitalet, hvor jeg følger den nødvendige behandling, og hvile er også en del af terapien, skriver han.
- Jeg vil bede jer om at bede for mig, skriver han.
Meddelelsen blev offentliggjort søndag, hvor paven for anden søndag i træk måtte melde afbud til den sædvanlige søndagsbøn, som han normalt fremfører fra et vindue med udsigt over Peterspladsen i Rom.