Viggo Mortensen langer ud efter præsident
Den oscarnominerede dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen langer i en ny video ud efter den argentinske præsident, Mauricio Macri.
I videoen, der blev lagt på Twitter onsdag, kritiserer han præsidenten og kalder ham for en "neoliberalistisk pralhals", skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, efter at flere skuespillere, bestyrelsesmedlemmer og producenter i Argentina har protesteret mod regeringens beslutning om at fyre lederen af landets nationale filminstitut.
Beslutningen om at fyre Alejandro Cacetta, der er direktør for The National Institute of Cinema and Audiovisual Arts, skyldes ifølge Reuters en mistanke om uregelmæssige udgifter.
Samtidig frygter Argentinas nationale filminstitut, at der vil blive skåret i støtten til instituttet.
Beslutningen har ikke alene vakt harme i det argentinske filmmiljø, men også hos 58-årige Viggo Mortensen, der har tilbragt en stor del af sin barndom i Argentina.
- Statslige filmstøtte-programmer i lande som Argentina og Frankrig er unikke og succesfulde eksempler på kulturel udvikling, som er beundret over hele verden, siger Viggo Mortensen på spansk i videoen, der er lagt op på den argentinske skuespillerforenings Twitter-konto.
Viggo: Kald bare min Oscar-nominering dansk
Viggo Mortensen: Her er mine forbilleder
Flere i det argentinske filmmiljø frygter økonomiske nedskæringer i filmstøtten, men en talskvinde fra kulturministeriet i Argentina fortæller til Reuters, at regeringen ikke har nogen intentioner om at pille ved støttekronerne til filmudvikling.
Dansk-amerikanske Viggo Mortensen er særligt kendt for sin rolle som Aragorn i "Ringenes herre"-filmene.
Skuespilleren er heller ikke bange for at stikke lidt ud - se billederne her fra Cannes, da han gav fingeren til hele verden.
Viggo Mortensen giver fingeren i Cannes 2016
/ritzau/FOKUS