Vild med dans: 4 hurtige med Mathias og Mille
Mathias - Hvad har den største udfordring været for dig i VMD?
- Jeg er meget konkurrenceminded. Og så tror jeg lidt, at jeg kan blive verdensmester på tre timer. Jeg føler, at jeg skal gøre det bedre, end det egentlig er muligt. Jeg kan godt køre mig selv op i en spids. Og så er det sværeste jo nok at danse. Det er ikke noget, som falder mig naturligt.
Mathias - Hvad kommer mest bag på dig i at deltage i VMD?
- Det er helt klart, hvor svært det er. Jeg har set Vild med Dans førhen, hvor de altid snakkede om, hvor hårdt og svært det har været. Der tænkte jeg, at det kunne jeg godt gøre på tre timer. Sværere kan det simpelthen ikke være. Og så i den allerførste træning, hvor vi dansede vals, stod jeg i tre timer og trådte rundt i en firkant. Min krop kunne ikke finde ud af det. Det var så hårdt. Det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har prøvet.
- Det kommer også bag på mig, hvor godt sammenholdet er. Når folk bliver kede af det, når nogen ryger ud. Der tænkte jeg igen. Hold nu op. I er jo videre. Det er jo spil for galleriet. Men det er faktisk ret hårdt, når nogen skal væk. Man knytter sig til hinanden.
Mille - Hvad er Mathias’ styrker i Vild med Dans?
- Mathias’ største styrke er, at han vil det så gerne og er så hårdtarbejdende. Så hvis der er et eller andet, der kikser, så sætter han sig for at ændre det. For eksempel kan han tænke, at ”nu vil jeg have armene oppe i hele den her dans”. Så gør han det. Han bliver ved med at arbejde, ind til han selv er tilfreds. Det kan også være lidt en barriere nogle gange, at han stiller så høje krav til sig selv. Men det gør jo også, at det ender med at blive godt.
Mille - Hvad er så hans svagheder?
- Han tror, at man kan blive perfekt i det her program, og det kan man bare ikke. Det er jo vildt, at man skal lære en dans, som folk bruger hele deres liv på at lære, på kun fem dage. Mathias skal blive lidt bedre til at være glad for, hvor langt vi er nået med dansen.
Sæsonens yngste dansepar ser strålende ud, når de tager sig en svingom. Foto: Claus Poulsen.