Vild med dans-dommers hårde skoletid: De kaldte mig homo
Han har danset siden han var fire år og har vundet utallige mesterskaber - heriblandt verdensmesterskabet i selskabsdans i 1994.
Men vejen til toppen af dansepodierne har ikke altid været lige let for "Vild med dans"-dommeren Jens Werner.
Gennem sin skoletid blev den 53-årige danser nemlig drillet af sine klassekammerater for sin store interesse for dans, fortæller han i et interview med "Go' aften Danmark".
- Der var nogle, der kaldte mig bøsserøv og homo. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor der skulle sættes et mærkat på mig, bare fordi jeg elskede det, jeg gjorde, lyder det fra Jens Werner.
Mobberierne var ikke kun verbale, og ind imellem fik dansedommeren også mavepustere af sine forfølgere.
De fysiske angreb kunne Jens Werner dog ikke stille meget op overfor, da han ikke var bygget til at slå igen.
- At være 13-14-15 år gammel og blive drillet på den måde er ikke særligt sjovt, men du kan se på min statur, at jeg vejer 66 kilo og er kun 1,72 meter høj, siger Jens Werner.
Han besluttede sig dog for at give mobberne igen ved at gå endnu mere op i sin dans og blive så dygtig som muligt.
Jens Werner har tidligere fortalt til BT, at han gennem hele sit liv har kæmpet med rygter om, at han er homoseksuel.
Det på trods af, at han gennem mange år har været gift med danseren Anette Werner, som han også har to børn sammen med.
Jens Werner har været med ved dommerbordet i "Vild med dans" siden programmet blev sendt første gang i 2005.
Her har han banet sig vej ind i danskernes hjerter, når man med sit gode humør og sin ærlige kritik bedømmer nydanserne på gulvet.
Snart starter den 14. sæson af det populære program, og her vil Jens Werner selvfølglig være på plads ved dommerbordet endnu en gang.
I galleriet herunder kan du se alle nydanserne fra den kommende sæson: