Vild melding fra Amira Smajics advokat: TV2 truede hende

LÆS OGSÅ: - Jeg blev snydt af "Den sorte svane" Amira Smajic
Tidligere på ugen kom det frem i Berlingske, at Amira Smajic, der er kendt fra TV2-dokumentaren "Den sorte svane", har
samarbejdet med politiet.
Nærmere bestemt har hun ifølge mediet været meddeler for National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
I kølvandet på afsløringen kommer Amira Smajics advokat, Carlo Siebert, nu med en mildest talt opsigtsvækkende udmelding.
Til Berlingske fortæller advokaten, at TV2, som står bag dokumentaren "Den sorte svane", tidligere på året har truet Amira Smajic med at offentliggøre alt deres materiale om hendes arbejde for politiet, hvis hun røbede, at hun havde været meddeler for NSK.
- Jeg kan bekræfte, at Michael Nørgaard (chef hos TV2, red.) direkte overfor mig tilbage i sommer meddelte, at hvis Amira Smajic fortalte noget som helst om, at hun havde arbejdet for NSK, kunne TV2 reagere ved at offentliggøre det materiale om Amiras samarbejde med politiet, TV2 havde modtaget fra hende til baggrund og i al fortrolighed.
Offentliggørelse af den slags materiale vil ifølge advokaten kunne bringe flere mennesker i alvorlig fare, og derfor opfatter Amira det som en klar trussel.
Michael Nørgaard fortæller til Berlingske, at Amira Smajics sikkerhed har spillet en afgørende rolle for TV2. Og derfor indvilligede tv-stationen i ikke at nævne hendes tidligere samarbejde med politiet.
Men eftersom Amira Smajics ifølge Michael Nørgaard selv har dokumenteret sit politisamarbejde overfor Berlingske, giver "det tilsagn, TV2 har givet hende af sikkerhedsmæssige hensyn, ikke længere mening".
Han understreger samtidig, at TV2 ikke har i sinde at offentliggøre noget materiale uden "væsentlige, publicistiske årsager til det".