Vildt fund: Toldere finder 36 kilo kokain på Aarhus Havn
Toldere har fundet 36 kilo kokain i forbindelse med en kontrol på Aarhus Havn.
Det skete tilbage i september, hvor en række toldere samt toldhunde gennemsøgte en kølecontainer, der var blevet udtaget til kontrol.
Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
- Da tolderne åbnede containeren, markerede toldhundene kraftigt på lugt fra bunden af containeren.
- Bag en plade på containerens køleelement fandt tolderne ind til flere sorte og grønne pakker, der ved nærmere kontrol viste sig at indeholde kokain, fortæller kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.
Kontroldirektøren betegner desuden fundet på Aarhus Havn som et af de største kokainfund, som Toldstyrelsen har haft i nyere tid.
Sagen er nu blevet overdraget til videre efterforskning hos Østjyllands Politi.
Toldstyrelsen kontrollerer ved alle landets grænser og tjekker varer på vej til både private og virksomheder.
Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering, oplyser Toldstyrelsen.
Styrelsen finder narko i både flydende og fast form hos rejsende i lufthavne og i containere på havne.
I 2021 registrerede Toldstyrelsen godt 2900 sager om narko.
Der blev blandt andet fundet og beslagslagt et halvt ton khat, 146 kilo hash, 15 kilo amfetamin og - som før nævnt - syv kilo kokain.
Det er et mindre fald fra 2020, hvor der blev registeret knap 3200 sager.