Nyheder5. oktober 2023 (opd. 5. september 2024)

Ville slå dronning Elizabeth ihjel: Nu er han dømt

I retten lød det fra dommeren, at manden skal afsone den første del af straffen på et topsikret psykiatrisk hospital, før han bliver sendt i fængsel og "har modtaget den behandling, han har brug for"

En 21-årig mand, som i 2021 sagde, at han ville slå den britiske dronning Elizabeth ihjel, har torsdag fået en fængselsstraf på ni år.

I retten i London sagde dommeren, at manden skal afsone den første del af straffen på et topsikret psykiatrisk hospital, før han bliver sendt i fængsel og "har modtaget den behandling, han har brug for".

Jaswant Singh Chail, som manden hedder, blev anholdt 25. december 2021 på Windsor Castles område.

Med sig havde han en ladt armbrøst og sagde, at "jeg er her for at slå dronningen ihjel".

Dengang befandt dronning Elizabeth sig på slottet sammen med flere familiemedlemmer, herunder sin ældste søn, prins Charles.

Dronningen gik bort i september sidste år, og siden er prins Charles blevet konge.

Ifølge dommeren havde den unge mand "mistet kontakten til virkeligheden, så han blev psykotisk", da han nåede Windsor Castle. Men han har stadig haft et betydeligt ansvar for sine lovovertrædelser, skriver AFP.

- Den tiltalte nærede drabstanker, som han handlede på, inden han blev psykotisk.

- Hans hensigt var ikke bare at skade eller alarmere monarken, men at slå hende ihjel, sagde dommer Nicholas Hilliard ifølge nyhedsbureauet dpa.

Jaswant Singh Chail udvekslede også tusindvis af beskeder med en AI-chatbot kaldet Sarai. Mange af dem var af seksuel karakter, og han bad hende hjælpe ham med at beslutte, om han skulle udføre angrebet.

I en video, der blev optaget inden hændelsen, undskyldte han for, "hvad jeg har gjort og vil gøre".

- Jeg vil forsøge at snigmyrde Elizabeth, dronning af kongefamilien," sagde Chail, mens han holdt en armbrøst og var iført ansigtsbeklædning.

- Dette er hævn for dem, der døde i massakren i 1919, lød det videre.

Han hentydede til Amritsar-massakren, hvor britiske kolonitropper skød og dræbte flere hundrede mennesker i byen Amritsar i det nordvestlige Indien. Storbritannien har endnu ikke givet en officiel undskyldning til Indien for massakren.

Jaswant Singh Chail havde i februar erkendt sig skyldig i tre anklager, der blandt andet drejede sig om trusler om at dræbe og forræderi.

Sponsoreret indhold