Nyheder8. november 2016

Vin i hverdagen: Så meget drikker de danske kendisser

Når "4-Listen: Det vi siger" ruller over skærmen tirsdag, afslører kendte kvinder deres alkoholvaner.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/christiane_anne_sofie.jpg
 Foto: All Over

Et glas vin til maden eller en drink efter arbejde - mange danskere kan genkende, at alkohol spiller en vigtig rolle i hverdagen.

Når "4-Listen: Det vi siger" handler om hjælpemidler tirsdag, kan man på listen over de ting, danske kvinder bruger som såkaldte hjælpemidler i hverdagen, således også finde alkohol.

Og det kan kendiskvinderne i panelet godt forstå.

- Mad og alkohol er to store ting i Danmark. Det er det, vi virkelig mødes omkring. Det er samvær, at vi skal være sammen over en flaske vin, siger tv-vært og chefredaktør Christiane Schaumburg-Müller i programmet.

Hun har boet to år i Frankrig, og har reflekteret over franskmændenes forhold til vin i forhold til landsmændenes.

- I Frankrig drikker de næsten hver dag, men aldrig særlig meget. De drikker, fordi det fremhæver noget smag i maden, eller fordi det er hyggeligt, men ikke for at bælle en flaske, og det er vi ikke så gode til i Danmark. Her hedder den tre flasker vin per person, siger hun.

Christiane Schaumburg-Müller vedkender sig da også, at hun godt kan lide at gå til flasken.

- Jeg kan vildt godt lide et glas vin, og jeg kan også godt lide at drikke, og jeg kan faktisk også godt lide at bedøve mig selv en gang imellem, hvis jeg har behov for det. Men det er noget fis, at jeg ikke kan leve uden. Selvfølgelig kan jeg det, slår tv-værten fast.

Og hun er ikke den eneste af de danske kendiskvinder i panelet, der får stillet tørsten - også selv om de ikke er til fest.

- Hverdagsvin forstår jeg godt. For det hjælper. Det er bare lidt nemmere at klare de små udfordringer med et glas vin til aftensmaden, siger tv-vært og arkitekt Eva Harlou.

Skuespiller Anne Sofie Espersen er også helt med på et glas vin i hverdagen.

- Jeg synes, det er rart at drikke et glas vin, mens jeg laver mad. Faktisk et halvt glas, for når vi så er færdige med at spise og alt er ordnet, så tager jeg det andet halve. Måske jeg lige spæder den op, afslører hun.

Fire ud af ti danske kvinder drikker alkohol mindst én gang om ugen. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov til "4-Listen: Det vi siger", som ruller over skærmen tirsdag klokken 21.

Sponsoreret indhold