Vinter-OL: Eneste dansker tæt på medaljer
Så har de første 2 danskere været i kamp ved vinter-OL i Vancouver.
Det blev til henholdsvis en 2. plads og en 3. plads, og var det ikke fordi disse placeringer er målt fra bunden, så havde det været meget flot.
Nu må skøjteløberen Catrine Grage og skiskyderen Øystein Slettemark nøjes med at hylde det fortærskede olympiske princip med, at det er vigtigere at deltage end at vinde.
Heldigvis kommer én dansker meget tæt på medaljer, når nattens strabadser er overstået. Og naturligvis skal der en mand med blåt blod til at bringe os i spotlyset.
Kronprins Frederik fik nemlig æren af at overrække guld-, sølv- og bronze-medaljerne, da skiskydnings-konkurrencen over 10.000 meter var overstået. Frederik har selvfølgelig fået den ære, fordi han er kronprins, men klart også fordi han er nyudnævnt IOC-medlem.
Det var i øvrigt i 10.000 skiskydning at Slettemark glimrede med sin 3. plads fra bunden. Han skulle efter sigende have stået glimrende på ski, men havde store problemer med sin skydning.
Catrine Grage stillede op i 3000 meter hurtigløb på skøjter, men hun havde åbenbart svært ved at stå fast i svingene. Og det siges, at var den polske deltager ikke snublet kort før mål, så havde danskeren fået den lidet flatterende placering som nummer 28 ud af 28 deltagere. Nu blev det en glad 27. plads i stedet.