26-årige Kristina har 22 børn: Drømmer om over 100
LÆS OGSÅ: Ny verdensrekord: Kvinde føder 10 børn på én gang
De fleste med en stor børneflok kender nok det med at have for få timer i døgnet – og ikke mindst for få hænder.
Men georgiske Kristina Ozturk på 26 år er i forvejen i massivt undertal derhjemme, for hun og hendes ægtemand Galip på 58 år har hele 22 børn – hvoraf 20 af dem er kommet til verden i 2020.
Og hvis du har svært ved at få tallene til at gå op, så er det fordi, at de 20 børn kom til verden samme år via surrogatmødre.
Moren til 22 er blevet noget af en sensation på Instagram, hvor hun deler sin tilværelse med de mange poder – og det er ikke meget hjælp, hun får af sin bedre halvdel.
Ifølge Daily Mail blev han tidligere i år idømt otte måneders fængsel for besiddelse af narkotika.
Derfor må Kristina være alene med sine 22 børn, og alene at holde styr på navnene er en prøvelse i sig selv: Den ældste hedder Victoria og er født i 2014. Dernæst kommer Mustafa, Maryam, Ayrin, Alice, Hassan, Judy, Harper, Teresa, Hussein, Anna, Isabella, Ismail, Mehmet og Ahmet, der alle er tre.
Herefter følger Ali, Kristina, Alena, Sarah, Lockman, Alparslan og Olivia, der alle er to år gamle.
Kristina, der oprindeligt er fra Moskva, er slet ikke færdig med at skifte bleer, trøste og yde omsorg for de helt små. Ifølge Daily Mail drømmer hun om at få over 100 børn med sin millionærmand, der for tiden rusker tremmer.