Danmarks ungdom er i chok over dronning Margrethes abdicering: - Neeeeeeeeej!!!
LÆS OGSÅ: Kongehusekspert: Her er de FIRE grunde til, at dronning Margrethe abdicerer lige nu
Ingen havde set den komme. Dronning Margrethe leverede bomben over dem alle, da hun søndag aften leverede årets nytårstale.
Men det blev ikke en hvilken som helst nytårstale. Majestæten sluttede nemlig talen med beskeden om, at hun pr. den 14. januar træder tilbage som Danmarks dronning.
Det resulterede i chokbølge gennem det ganske land, og det er både gamle og unge, der har ladet sig påvirke af den store nyhed.
På Instagram og TikTok svømmede det umiddelbart efter nytårstalen med reaktionsvideoer fra landets ungdom, der delte deres intense og voldsomme reaktioner på dronningens abdiceringschok.
Det viser en video, som Instagram-kongen Anders Hemmingsen mandag har delt med sine mere end 1 million følgere.
- What the fuck?!, lyder reaktionen blandt andet i videoen, der består af en lang række klip fra forskellige nytårsfester.
- Ej, jeg bliver helt ked af det, kan en ung pige høres sige, mens der i et andet del af klippet ses en række drenge, der skåler for dronning Margrethe og for den kommende kong Frederik.
I kølvandet på nytårsbomben er en lang række kongehuseksperter kommet på banen med deres bud på, hvorfor dronningen har valgt at træde tilbage - eller som det lyder i Hemmingsen-videoen: Har sagt op.
– Der er først og fremmest hendes helbred. Hun har været igennem en stor rygoperation (i februar, red.), og selv om hun er ude på den anden side, og selv om hun har været tapper, er det tydeligt at se, at hun er mærket. Hun har kæmpet i flere år. Og hun er træt, det siger hun også selv, forklarer Jakob Steen Olsen til SE og HØR.
Ifølge politisk kommentator Hans Engell er den store beslutning med største sandsynlighed også taget af hensyn til kronprinsparret.
- Hun har selv siddet i så mange år, men hun vil gerne sikre, at de får et antal år som kongepar, hvor de er rimeligt unge. Der skal ikke gå prins Charles i den, lød det fra Hans Engell kort tid efter søndagens nytårstale.
Dronning Margrethe II overtog tronen den 14. januar 1972 efter sin far Kong Frederik 9.s død.
Farvel, Margrethe
* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.
* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.
* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre - prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.
* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.
* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.
* Børnebørn: Otte børnebørn - fem drenge og tre piger. Børnebørnene er mellem 11 og 24 år.
* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder - og ikke kun mænd - kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.
Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX's bror, prins Knud - og efterfølgende hans søn, Ingolf - være blevet regent.
* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.
* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.
* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.
* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler - herunder bispekåber til danske kirker.