Familie gør chokfund i juletræ – efter fire dage
LÆS OGSÅ: Pludselig sad den i stuen: Chokeret kvinde fandt rovfugl i sit juletræ
Der er stadig præcis to uger til juleaften. Men mange har dog alligevel hevet juletræet med indenfor.
Der er dog god grund til lige at nærstudere grantræet, før man hejser og pynter det i stuen. Træet kan nemlig gemme på lidt af hvert.
Det sandede en amerikansk familie forleden. Familien, der bor i Kentucky, opdagede således, at en spillevende ugle havde siddet i træet de sidste fire dage.
Det skriver New York Post.
Ingen af husets beboere havde opdaget den fjerfyldte fætter. Det var først, da familiens rengøringshjælp gik i gang, at den lille uskyldige ugle blev opdaget.
Husets beboer, Michelle White, fortæller ifølge New York Post, at hun er noget overrasket over, at ingen i huset opdagede uglen i de fire dage, hvor den tilsyneladende bare har siddet og kigget på julepynt fra sit skjul i træet.
– Jeg var chokeret. Jeg var overrasket. Vi har tre hunde. Vi bruger dette rum hele tiden – vi ser tv, og køkkenet er lige her. Der var ingen indikationer, fortæller hun ifølge New York Post til WDKY.
Heldigt for uglen, at den blev opdaget i tide, for den var formentlig både sulten og tørstig efter så mange dage i træet.
Den er nu tilbage i det fri.
Imens vil Michelle dog sørge for, at familien aldrig glemmer den ”ekstra pynt” på træet. Michelle har således tænkt sig at strikke et ugleformet julepynt, der kan hænge på træet som et evigt minde.