Forfatter anholdt for "pædofili"-bog

En australsk forfatter ved navn Lauren Tesolin-Mastrosa er blevet anholdt og sigtet for at videregive materiale, der promoverer mishandling af børn.
Det er hun blevet som følge af sin seneste novelle, der handler om en ung teenagepige på 18 år, der indleder et forhold til sin fars gode ven.
I novellen med navnet "Daddy's Little Girl" bliver det nemlig beskrevet, hvordan den ældre mand skal have begæret teenageren, siden hun var blot tre år gammel.
Det skriver News.com.au, der desuden kan berette, at forfatteren med pseudonymet "Tori Woods" er blevet lagt for had over sin seneste udgivelse.
Politiet har bekræftet over for mediet, at de arresterede 33-årige Lauren Tesolin-Mastrosa fredag, og at de i samme forbindelse ransagede hendes hjem i Sydney.
Hun blev efterfølgende sigtet for at være i besiddelse, delingen og produceringen af børnemishandlingsmateriale.
Hun er siden blevet løsladt mod kaution og skal for retten 31. marts.
Forfatteren selv har efter anholdelsen nægtet sig skyldig i anklagerne mod hende.
- "Daddy's Little Girl" hverken promoverer eller opfordrer til noget som helst omhandlende børneporno eller pædofili, skriver hun i et opslag på sociale medier.
- Det, der bliver sagt, er dybt forstyrrende og knuser mit hjerte, fortsætter hun.
I forbindelse med sagen er bogen blevet fjernet fra Amazon og GoodReads.