Fyret fra vuggestue: Skræmte livet af børnene med uhyggelig halloween-maske
Oktober står i halloweens tegn, og overalt er der begyndt at dukke græskar og spøgelser op.
Men nogle steder tager uhyggen overhånd: I en video, der er gået viralt, skræmmer en vuggestueansat livet af institutionens små børn – et træk, der nu er resulteret i en fyreseddel.
Den højst upassende hændelse skete ifølge Daily Mail i Lil' Blessing Childcare i Hamilton, Mississippi.
Her er den ansatte, der kun går under navnet CeeCee, iført en maske, der er som taget ud af gyserfilmen "Scream". Hun jagter børnene rundt, der rædselsslagne flygter fra hende.
Det uhyggelige stunt har nu medført, at den ansatte er blevet fyret, og i en 19 minutter lang Facebook-video forsvarer CeeCee sine handlinger:
– Det var ikke for at gøre nogen skade, og det var ikke med ond mening, siger hun blandet andet.
– Jeg er ikke børnemishandler, lyder det yderligere.