Mand reddet ned fra Japans højeste bjerg to gange på én uge

"Fool me once, shame on you; fool me twice, shame on me."
Hvis det engelske udtryk ellers skal have sin rigtighed, må en 27-årig kinesisk mand sidde med ganske røde ører.
Han blev i sidste uge reddet ned fra Japans højeste bjerg, Fuji, ikke bare én, men to gange.
Ifølge det britiske medie nåede han toppen af det 3776 meter høje bjerget første gang tirsdag. Her mistede han sine klatrepigge på skoene og måtte reddes ned med helikopter.
Desværre for ham fik han ikke sine ejendele, heriblandt sin telefon, med sig under redningen.
Derfor forsøgte han lørdag atter at nå toppen. Men ak.
Manden blev dårlig, da han befandt sig i lidt over 3000 meters højde, og måtte endnu en gang reddes ned.
Han skal ifølge det lokale politi være uden for livsfare.
Manden forsøgte at bestige bjerget uden for den anbefalede sæson, der løber fra begyndelsen af juli til september.
Alle stier, der leder til toppen af Fuji-bjerget, er derfor lukkede for tiden, og bjergbestigere må finde alternative ruter.
Myndighederne har efter redningsepisoderne advaret mod at bestige bjerget uden for sæsonen, da vejret kan skifte pludseligt og gøre det svært for redningsfolk at komme frem.