Viralt3. juli 2024 (opd. 5. september 2024)

Mor ville hente medicin til sit barn: Blev fundet død i maven på pythonslange

For anden gang på en måned har en pytonslange dræbt og spist et menneske i den indonesiske provins Syd-Sulawesi
Det er sjældent, at slanger spiser mennesker, men det er alligevel sket flere gange i Indonesien. Senest tirsdag. Her ses en ni meter lang pytonslange, som i 2021 blev indfanget i landet.
Det er sjældent, at slanger spiser mennesker, men det er alligevel sket flere gange i Indonesien. Senest tirsdag. Her ses en ni meter lang pytonslange, som i 2021 blev indfanget i landet.
 Foto: Wahyudi/AFP/Ritzau Scanpix

En 36-årig kvinde vendte ikke hjem, efter at hun tirsdag morgen gik ud for at købe medicin til sit barn i den indonesiske provins Syd-Sulawesi.

Da hendes familie blev bekymret, ledte de efter hende i nabolaget, hvor kvindens mand fandt en pytonslange med "en meget stor mave".

Det viste sig, at slangen havde slugt den 36-årige kvinde, oplyser det lokale politi til nyhedsbureauet AFP.

Inden kvindens mand fik øje på slangen, fandt han sin hustrus sandaler og bukser på jorden i landsbyen Siteba.

- Kort derefter så han en slange, cirka ti meter fra stien. Slangen var stadig i live, siger en lokal politichef til AFP.

Flere indbyggere i Siteba hjalp manden med at skære slangens mave op.

Og her fandt de altså liget af den 36-årige kvinde.

Det er ekstremt sjældent, at mennesker bliver slugt af slanger. Alligevel er det anden gang på en måned, at en pytonslange sluger et menneske i Syd-Sulawesi, skriver AFP.

Sponsoreret indhold