Mors ubærlige dilemma i julen: - Jeg skulle vælge, hvilken søn jeg ville redde

Denne artikel blev første gang bragt i 2019.

Der findes kun ganske få historier, der på én gang er både forfærdelige, frygtelige og fantastiske.

Men denne historie rummer lige netop alle dele.

Historien handler om Jillian Searle, der anden juledag 2004 måtte tage sit livs sværeste valg:

Hun måtte vælge, hvilken af sine to sønner hun ville redde.

- Jeg vidste, at vi alle ville dø, hvis jeg ikke tog beslutningen, fortæller Jillian Searle.

I sekunderne inden var den australske familie fra Perth blevet fanget i den altopslugende tsunami, mens familien var på ferie i Phuket, Thailand.

Tsunamien regnes for at være den værste tsunami i historien, og den tog livet af mere end 230.000 mennesker.

Mange år efter naturkatastrofen sætter Jillian Searle nu ord på den dag, hvor hun og familien endte som ofre midt i infernoet.

Familien – der foruden Jillian også talte ægtemanden Bradley (kaldet Brad) og parrets to sønner, femårige Lachie samt Blake på næsten to år – var taget på spontan tur midt i julen.

Valget var faldet på eksotiske Thailand – nærmere bestemt et hotel midt på stranden i Phuket.

Den skæbnesvangre dag, anden juledag, ville familien endnu engang tilbringe på stranden.

- Mens jeg smurte solcreme på børnene, kiggede jeg op på den blå himmel.

- Endnu en smuk dag, tænkte jeg.

- Det var dér, jeg bemærkede, at hundredvis af fugle fløj væk fra stranden. Pludselig lød der en dyb rumlen omkring mig. Det lød som et jetfly, fortæller Jillian i dag til mediet That’s Life.

I det samme bankede en enorm bølge ind over hotellets vægge. På sin vej slugte de enorme vandmængder alt – og den havde direkte kurs mod Jillian og familien.

- Løb! Løb!, skreg jeg.

Jillian greb begge sine børn, og familien satte kurs mod hotellets lobby.

- Jeg kunne høre vandet nærme sig, men jeg kunne ikke få mig selv til at kigge tilbage. Jeg løb mod morgenmadsbuffeten, så vi kunne kravle op på loftet af det. Men, fyldt af andre gæster, var der ikke plads til os alle tre.

- Please, hjælp mig, græd jeg.

- Da en teenagepige rakte sin hånd frem, vidste jeg, at jeg måtte tage det ubærlige valg og slippe en af mine sønner.

- Det knuste mit hjerte, men jeg vidste, at hvis jeg ikke tog valget, ville vi alle dø, fortæller Jillian.

I løbet af et splitsekund måtte hun tage valget.

Og i det splitsekund tyede hun til drengenes alder for at kunne gøre det ubærlige og umulige.

- I en alder af bare 20 måneder vidste jeg, at Blake ingen chancer havde for at overleve. Så modvilligt slap jeg Lachie og rakte ham over mod en fremmed, fortæller Jillian.

I det samme ramte bølgen hende og Blake med en kraft så stor, at Jillian vidste, de alle ville dø.

Hun og lille Blake blev hevet under vandet – og det føltes, at de var under vandet ”i evigheder”, som Jillian beskriver det i dag.

- Han dør i mine arme, tænkte jeg.

Da mor og søn igen poppede op til overfladen, kunne Jillian ånde lettet op: Blake skreg – han var i live. Men de enorme vandmasser smed mor og søn så voldsomt rundt, at Jillian frygtede, at hun ville miste grebet om ham – eller at de begge ville blive knust mod de mange vragdele i vandet.

Pludseligt begyndte vandet dog at trække sig tilbage.

- På en eller anden måde havde Blake og jeg overlevet, fortæller Jillian.

Midt i kaosset spottede hun hurtigt et velkendt ansigt: Pigen, der havde taget imod Jillians anden søn, da bølgen kom.

- Jeg spottede teenageren oppe i et træ. Men Lachie var ingen steder at se, fortæller Jillian.

Den unge teenagepige bekræftede Jillians værste frygt: Pigen havde ikke haft held til at holde fast i Lachie, da vandet rasede.

Nu var hendes søn væk.

- Lige i det sekund dukkede Brad op. ”Jeg har mistet Lachie”, hylede jeg.

Jillian og Brad gik straks i gang med at lede efter Lachie, men måtte stoppe i næsten samme sekund. En sirene skar igennem luften: Der var endnu en bølge på vej.

Jillian tog Blake under armen og søgte tilflugt ved en legeplads, men hendes mand Brad forsøgte at lede videre efter Lachie, mens bølge nummer to nærmede sig.

- Gudskelov var den anden bølge ikke så stor, og da den havde passeret, skyndte vi os afsted. Vi vadede gennem vragdele og vand, og vi endte ved et hoteltag, hvor mange andre havde søgt tilflugt, inklusiv Brad, fortæller Jillian.

Brad havde heller ikke haft held til at finde Lachie, og forældreparret var nu ikke længere i tvivl:

Deres lille søn måtte være død. Ingen femårig kunne have overlevet det helvede.

- Jeg var utrøstelig, siger Jillian.

I to timer gik forældrene hvileløst rundt i et meningsløst forsøg på at prøve at forstå det mareridt, de netop havde gennemlevet – og rumme den sorg, de nu sad tilbage med.

Men så – midt i kaosset – hørte de en mand fortælle om en dreng, han havde fundet.

Manden fortalte, at den lille dreng var iført en blå badedragt med lange ærmer.

Jo mere manden fortalte om denne dreng, jo mere sikre blev både Jillian og Brad:

Lachie var i live!

Og dér midt i hele helvede stod deres dreng så:

Næsten helt uskadt efter mødet med monsterbølgen.

I ansigtet havde han blot en lille skramme.

"Mor, jeg er virkelig beskidt, og jeg skal vist i bad", sagde han til sin mor.