Rørende video: Ejer genforenet med hund - fem dage efter brandene i Los Angeles
Store dele af Los Angeles er forvandlet til ruiner og aske, efter voldsomme naturbrande den seneste uge har hærget området.
Tusindvis af hjem er brændt ned, hundredtusindvis er sendt på flugt, og mindst 24 har indtil videre mistet livet. Men der er også små mirakler.
Se nu blot denne video, der viser det rørende øjeblik, hvor en ejer bliver genforenet med sin elskede hund – fem dage efter de to blev adskilt.
Øjeblikket blev tilfældigvis foreviget af en journalist fra NBC News, der søndag var taget til et af de værst ramte områder – bydelen Palisades – for at rapportere fra de altødelæggende omgivelser.
Det betød dog også, at journalisten filmede øjeblikket, hvor Palisades-beboeren Casey Colvin blev genforenet med sin elskede hund Oreo. Hund og ejer havde sidst set hinanden tirsdag i sidste uge, da branden for alvor brød ud – og Casey Colvin i al hast måtte flygte fra sit hjem.
Inden havde han ifølge TMZ brugt fem timer på at nå hjem til sit hus for at redde lille Oreo, men han nåede desværre ikke frem og måtte opgive.
Herefter fulgte altså fem lange dage, hvor han ikke anede, om hans elskede hund var i live. Det var den heldigvis – og gensynsglæden var da heller ikke til at tage fejl af.
Se den rørende video herunder.