Se det søde billede: Genforenet med sin hund efter ni år
Tidligere på måneden modtog amerikanske Judith Monarrez en mail, der straks fik hende til at bryde ud i glædestårer: Hendes elskede hund Gizmo var blevet fundet i live – ni år efter at den plyssede vovhund var blevet væk.
Det skriver Metro.
Gizmo forsvandt som dug for solen tilbage i 2015, da hunden ved et uheld.løb ud af familiens have i Las Vegas. Selv om Judith og resten af familien ledte intensivt efter lille Gizmo, var hunden som sunket i jorden. Og der endte altså med at gå hele ni år, før miraklet skete.
21. juni modtog Judith således en mail fra en borger, der havde set en chihuahua i området.
Efter noget tid lykkedes det borgeren at indfange hunden, der heldigvis var chippet – og således skete det, at Judith fik beskeden, hun har længes efter i hele ni år.
Blot få timer senere blev Judith og Gizmo genforenet – og gensynsglæden mellem dem var stor, fortæller hun ifølge Metro:
– Selv om han så meget anderledes ud, kunne jeg straks se, at det var Gizmo, da jeg kiggede ham i øjnene. Og da jeg sagde hans navn, satte han hovedet på skrå og blev ved med at kigge på mig, siger den lykkelige hundeejer.