Nyheder19. november 2021

Vores nabolande fraråder den – Men Danmark holder stædigt fast i denne vaccine

Sundhedsstyrelsen holder fast i, at man ikke vil fraråde Moderna-vaccinen til unge under 30 år
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/moderna.jpg
 Sazzad Hossain/SIPA/Ritzau Scanpix

Man har gjort det i Sverige, Norge og Tyskland. Altså samtlige nabolande til Danmark.

Normalt er det lande, vi følger, sammenligner os med og holder øje med, når der sker nyt på sundhedsområdet.

Nu har de tre lande valgt, at man vil fraråde, at unge under 30 år modtager et stik med Moderna-vaccinen.

Men det er endnu ikke tilfældet i Danmark, hvor man kun fraråder den til unge under 18.

For hvor vores nabolande allerede har ageret, venter man i Danmark, selvom man er bekendt med komplikationer.

- Sundhedsstyrelsen er bekendt med, at der aktuelt pågår en vurdering af risikoen for hjertebetændelsestilstande efter vaccination med vaccinen fra Moderna og afventer EMA’s (Det Europæiske Lægemiddelagentur, red) udmelding om sagen, Det skriver Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen til SE og HØR.

Den betændelsestilstand, der har fået de andre lande til at fraråde vaccinen, er myokarditis, som er en betændelsestilstand, der finder sted i hjertet. Den er yderst sjælden, og der er gode behandlingsmuligheder for sygdommen.

Den ses som en af de bivirkninger, der har fået andre lande til at slå alarm.

Og her er det angiveligt Moderna-vaccinen, hvor risikoen for at få den bivirkning er størst.

Bivirkninger opgjort

I Danmark har vaccinetilslutningen været stor, og der er mere end 4,5 millioner danskere, der har fået første vaccinestik. Af dem har mere end 3,7 millioner modtaget Pfizer-vaccinen, mens mere end 550.000 har fået Moderna.

SE og HØR har været i kontakt med Lægemiddelstyrelsen, der holder styr på indberetninger af bivirkninger.

Af deres tal fremgår det, at de har behandlet i alt 5.688 indberetninger fra danskere, der har modtaget Moderna-vaccinen. Det svarer til én procent af de Moderna-vaccinerede.

Kigger vi på de behandlede indberetninger fra danskere med Pfizer-vaccinen, er der 10.442 danskere, der har fået behandlet deres indberetning om bivirkninger. Dette svarer til 0,28 procent.

På baggrund af de tal kan vi ved at kigge på procenterne se, at der pr. vaccinere med hver enkelt vaccine er mere end tre gange så mange behandlede indberetninger fra Moderna-vaccine end Pfizer pr. vaccinerede.

Lægemiddelstyrelsen fortæller dog, at man skal passe på med at lægge for meget i de tal, da der er flere parametre, som kan spille ind.

- Det er langt fra alle oplevede bivirkninger, der bliver indberettet, så ingen har et reelt, retvisende tal for, hvor mange der oplever bivirkninger. Bivirkninger behøver jo kun at blive indberettet, hvis der er tale om noget ukendt eller alvorligt, men langt hovedparten af dem, vi får indberettet, er de helt almindelig og ufarlige bivirkninger, hvor man bare skal tage noget smertestillende eller kravle under dynen, og så er det overstået ret hurtigt, skriver Mia Jørgensen, der er presseansvarlig hos Lægemiddelstyrelsen til SE og HØR.

Usikkerhed og fastholdelse

Derudover er der selvfølgelig også forskel på, hvem der modtager vaccinerne. Så derfor er det selvfølgelig ikke et fuldstændig retvisende billede på, hvilken vaccine der giver flest indberettede bivirkninger.

Men vi kan dog se på Lægemiddelstyrelsens faktabokse, at der er flest almindelige bivirkninger forbundet med Moderna, når den sammenlignes med Pfizer.

https://imgix.seoghoer.dk/bivirkninger.jpg

Foto: Lægemiddelstyrelsen, oversigt over de almindelige bivirkninger

Selvom bivirkninger blandt andet har fået vores nabolande til at fraråde Moderna-vaccinen til folk under 30, så ligger det umiddelbart ikke i kortene, at det samme sker i Danmark. Medmindre det bliver anbefalet fra EMA.

- I Danmark vurderer Sundhedsstyrelsen fortsat, at begge COVID-19 vacciner, både den fra Pfizer/BioNTech og den fra Moderna er særdeles effektive vacciner, som har en vigtig plads i det generelle vaccinationsprogram i Danmark, skriver Sundhedsstyrelsens Bolette Søborg og slutter.

- Lægemiddelstyrelsens løbende overvågning af bivirkningsindberetninger i forbindelse med udrulningen af COVID-19 vaccinerne i Danmark har ikke givet anledning til bekymring.

Danmark er blandt de lande, hvor vaccine-tilgangen er absolut størst. Mere end 75 procent af danskerne er færdigvaccinerede.

Sponsoreret indhold