Nyheder23. juli 2017

Wafande slået ned på festival

Musikeren Wafande blev lørdag aften slået ned under den nordsjællandske festival ”Musik i lejet”. Politiet bekræfter over for Ekstra Bladet, at der var en voldsepisode på festivalen lørdag aften
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/waf.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Den populære sanger Wafande blev lørdag aften slået ned, mens han deltog i festivalen ”Musik i Lejet” i nordsjællandske Tisvildeleje.

Det bekræfter politiet over for Ekstra Bladet:

- Vi fik en anmeldelse om uorden ved hovedindgangen. Den forurettede var blevet slået i ansigtet. Gerningsmanden har vi fat i, siger Jørgen Hjem Hansen, indsatsleder på festivalen, over for avisen.

”Gi’ mig et smil”-sangeren blev angiveligt slået i ansigtet ved munden, og politiet rådede ham efterfølgende til at melde episoden til politiet.

Efter episoden forlod Wafande festivalen sammen med sin kæreste. Han har ikke ønsket at udtale sig om episoden til Ekstra Bladet.

”Musik i lejet” er en tredages musikfestival, der løber af stablen i Tisvildeleje midt i juli. Festivalen blev afviklet første gang i 2009 og drives af frivillige.

Wafande, der også kendes for sin rolle som mentor i TV2-programmet ”The Voice”, har tidligere været helt tæt på slagsmål. I april sidste år udbrød der således slåskamp, mens han sang sit hit ”Gi’ mig et smil” under en af sine koncerter.

Og et slagsmål ville Wafande altså ikke finde sig i.

- Prøv lige at flyt jer. Prøv lige at flytte jer. I skal sgu da ikke begynde at slås til ”Giv mig et smil” altså. Skrid nu med jer for helvede. Gå nu væk med det der fis altså, hold nu op, udbrød sangeren, mens han gik rundt blandt publikum.

Og så hoppede han ellers tilbage på scenen og fortsatte med at synge ”Gi’ mig et smil”. Du kan se eller gense det klip lige her.

Sponsoreret indhold