Nyheder25. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

WikiLeaks-stifter Julian Assange er landet på amerikansk grund

Julian Assange er blevet løsladt fra et topsikret fængsel, efter at han har indgået et forlig med USA

WikiLeaks-stifter Julian Assange er tirsdag aften endnu et skridt tættere på frihed efter fem år tilbragt i et topsikret britisk fængsel.

Klokken 22.30 dansk tid er han ifølge internationale medier landet på amerikansk jord.

Et privatfly med Assange om bord er landet i Saipan, der er hovedstaden på Nordmarianerne, et amerikansk oversøisk territorie i Stillehavet.

Her skal han møde i retten i forbindelse med et forlig, han har indgået med USA. Assange skal erklære sig skyldig i et enkelt anklagepunkt.

Det drejer sig om sammensværgelse med henblik på at få fat i og videregive dokumenter fra det amerikanske militær.

Tilståelsen vil udløse en fængselsstraf på lidt over fem år.

Da Julian Assange har afsonet en fængselsstraf siden 2019 i Storbritannien, vil han blive løsladt. Han vil dermed kunne vende hjem til Australien.

Allerede mandag forlod Assange højsikkerhedsfængslet Belmarsh Prison sydøst for Englands hovedstad, London, for at sætte sig på et fly med retning mod Saipan.

Efter onsdagens høring ventes Assange at flyve tilbage til Australien.

På en video, der er blevet offentliggjort på det sociale medie X af WikiLeaks, kan man se Assange, der er iklædt en blå skjorte, skrive under på en række dokumenter, før han stiger om bord på et privatfly.

- Dette er resultatet af en global kampagne med deltagelse af græsrodsbevægelser, pressefrihedsforkæmpere, lovgivere og ledere på tværs af det politiske spektrum - hele vejen til FN, skriver WikiLeaks.

Assange er i USA tiltalt for en række forhold vedrørende WikiLeaks' offentliggørelse af klassificerede dokumenter i 2010.

WikiLeaks udgav i 2010 hundredtusindvis af klassificerede amerikanske militærdokumenter, der omhandlede USA's krige i Irak og Afghanistan.

Fra amerikansk side mener man, at Assange med sine handlinger har skadet den nationale sikkerhed og sat agenters liv i fare.

Hans mange globale støtter ser dog anderledes på sagen.

De mener, at retsforfølgelsen er et angreb på journalistik og ytringsfriheden.

I april sagde USA's præsident, Joe Biden, at man overvejer Australiens anmodning om at droppe anklagerne mod WikiLeaks-stifteren.

Assange har siden 2019 siddet fængslet i London og kæmpet imod truslen om udlevering til USA.

Før 2019 brugte Assange syv år på den ecuadorianske ambassade i London i eksil. Da hans asyl blev ophævet, blev han anholdt.

Sponsoreret indhold