Woflsburg til SE og HØR: Derfor straffer vi Nicklas Bendtner
Det er småt med spilletid for Nicklas Bendtner i Vfl Wolfsburg og det er næppe blevet bedre af, at han forleden lagde et billede op på Instagram af en Mercedes, en af de store konkurrenter til klubbens hovedsponsor Volkswagen.
Det udløser en bøde til den danske angriber og det er ikke noget særsyn, mener Wolfsburgs sportsdirektør.
- De fleste klubber i Bundesligaen (den bedste tyske fodboldliga, red.) har partnerskaber med bilfirmaer. I Wolfsburg er forskellen bare, at forbindelsen mellem os og Volkswagen er mere end et partnerskab. Vores spillere er offentlige personer, der skal være opmærksomme på hvordan de optræder på billeder og i videoer. Eksempelvis hvad angår påklædning og biler. De regler findes ikke kun i vores klub, men også i lande som England og Italien. Det er en fejl ikke at følge reglerne og når man bryder dem, betaler man bøder, skriver Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs via klubbens kommunikationsafdeling i en skriftlig kommentar til SE og HØR.
Vi ville selvfølgelig gerne vide, hvor stor en bøde der er tale om. Det ønsker Klaus Allofs dog ikke at kommentere.
Nicklas Bendtner har spillet i Wolfsburg siden 2014.