Wolfgang Schäuble er død: Blev 81 år
Den tidligere tyske finansminister Wolfgang Schäuble er død i en alder af 81 år.
Det oplyser hans familie til det tyske nyhedsbureau dpa.
Han sov fredeligt ind tirsdag eftermiddag omgivet af sin familie, lyder det. Også hans parti, CDU, som han havde været medlem af siden 1965, bekræfter dødsfaldet.
CDU-leder Friedrich Merz skriver på det sociale medie X, at nyheden om Schäubles dødsfald "fylder mig med dyb sorg".
- Med Wolfgang Schaüble mister jeg min tætteste ven og rådgiver, jeg nogensinde har haft i politik.
- Mine tanker går til hans familie, særligt hans hustru Ingeborg, skriver Merz.
Schäuble var medlem af Tysklands forbundsdag i 50 år og betragtes som en veteran i tysk politik.
Trods den lange erfaring fortalte Schäuble sidste år, da han fyldte 80 år, at han var begyndt at blive ydmyg over for de parlamentariske opgaver.
Han havde tidligere været formand for Forbundsdagen, men sad efterfølgende som menigt medlem.
- Jeg går naturligvis til gruppemøderne. Men jeg forsøger kun at give råd, hvis jeg bliver spurgt, sagde han i et interview med Süddeutsche Zeitung.
- Jeg kan ikke døje ældre, der hele tiden blander sig.
På X skriver Tysklands nuværende kansler, Olaf Scholz, at Schäuble har "formet vores land i mere end et halvt århundrede som parlamentsmedlem, minister og formand for Forbundsdagen".
- Tyskland mister en skarp tænker, en passioneret politiker og en stridbar demokrat, skriver Scholz.
Schäuble huskes i omverdenen formentlig bedst for perioden fra 2009 til 2017, da han var finansminister under forbundskansler Angela Merkel.
Det var i den periode, hvor det sydlige Europa, specielt Grækenland, var i kæmpe økonomiske problemer.
EU, med Tysklands store pengepung, kom sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) grækerne til hjælp med kriselån for at hindre, at Grækenland gik bankerot.
Med de store lån fulgte krav om, at Grækenland skulle stramme op på sin økonomi og lave reformer.
Ikke alle grækere var klar til at stramme op. Mange lagde Tyskland for had. De mente, at reformerne var uretfærdige, og hadet blev flere gange rettet direkte mod Schäuble og Merkel.
Schäuble har også været indenrigsminister og haft lederposter i CDU's parlamentariske gruppe.
På et tidspunkt var han kørt i stilling til kanslerkontoret i Berlin. Han overtog posten som CDU-formand efter kansler Helmut Kohl i 1998.
Men to år senere ramte en skandale om ulovlig partistøtte til CDU både Kohl og Schäuble, og ud af CDU's krise kom Angela Merkel som ny CDU-leder.
De mange år i politik var ikke uden omkostninger for Schäuble.
I 1990 blev der under et vælgermøde begået et skudattentat på ham. Han blev ramt i ryggen og i ansigtet. Siden da sad han i kørestol.
Schäuble blev født i Freiburg i 1942 under krigen. Det var også her i delstaten Baden-Württemberg, at han senere læste jura og økonomi på universitetet.